Trump anklager Kamala Harris for at hade jøder og Israel

27. JUL 2024 • 05:56UDLAND

Mens Harris i meningsmålinger bliver mere og mere populær, påstår Trump, at hun hader jødiske mennesker.

Den republikanske præsidentkandidat, Donald Trump, har fredag i en tale anklaget vicepræsident Kamala Harris for at være antisemit og for at tillade drab på nyfødte børn.

Det skete i en tale til et religiøst konvent i det sydlige Florida.

Harris, som er gift med en jødisk mand, har i meningsmålingerne vundet ind på Trump, efter at hun erstattede den nuværende præsident, Joe Biden, som Det Demokratiske Partis mest sandsynlige præsidentkandidat til valget den 5. november.

I talen dedikerede ekspræsidenten Trump meget af sin taletid til at angribe den 59-årige konkurrent.

Mange af hans anklager har dog ikke hold i fakta, skriver AFP.

Da Israels premierminister, Benjamin Netanyahu, onsdag skulle holde tale for Kongressen, og Kamala Harris ikke var blandt tilskuerne, var det på grund af andre forpligtelser som vicepræsident.

Efterfølgende har hun desuden mødtes med Netanyahu og blandt andet talt med ham om krigen i Gazastriben.

Trump påstår dog i sin tale, at hendes fravær er, fordi "hun ikke kan lide jødiske mennesker".

- Hun kan ikke lide jødiske mennesker. Hun kan ikke lide Israel. Sådan er det, og sådan vil det altid være. Hun kommer ikke til at ændre sig, sagde han.

/ritzau/AFP

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT