Tre libanesiske soldater meldes dræbt efter israelsk angreb

24. OKT 2024 • 08:28UDLAND

Ifølge Libanons militær blev tre soldater dræbt under evakuering af sårede nær landsby i det sydlige Libanon.

Tre libanesiske soldater er blevet dræbt i et israelsk angreb i det sydlige Libanon.

De skriver Libanons militær torsdag morgen i en udtalelse ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Angrebet skete ifølge det libanesiske militær under en evakuering af sårede i udkanten af landsbyen Yater, der ligger omkring fire kilometer fra Libanons grænse til Israel.

En officer er ifølge militæret blandt de dræbte.

Torsdag morgen er også en soldat i Homs i det vestlige Syrien angiveligt blevet dræbt i israelske angreb. Det skriver det statslige syriske nyhedsbureau Sana ifølge nyhedsbureauet AFP. Syv blev skal være blevet såret i angrebet.

Sana citerer en unavngiven militær kilde for at sige, at den israelske hær "angreb fra det besatte syriske Golan og fra Nordlibanon". Målene var angiveligt beboelsesområder i hovedstaden Damaskus og militære mål i Homs.

Yderligere tre soldater fra Libanons militær blev i weekenden dræbt.

Libanons militær sagde søndag, at soldaterne døde, da Israel angreb deres køretøj i den sydlige del af landet.

USA's forsvarsminister, Lloyd Austin, talte onsdag i telefon med Israels forsvarsminister, Yoav Gallant.

Her udtrykte Austin "dyb bekymring" over angreb udført af Israel mod Libanons hær.

Det fremgår af en udtalelse fra Pat Ryder, der er talsmand for Pentagon, som er USA's forsvarsministerium.

Desuden fremhævede Austin "vigtigheden i at træffe alle nødvendige foranstaltninger for at sikre sikkerheden for de væbnede libanesiske styrker og Unifil-styrker".

Unifil er FN's fredsbevarende mission i Libanon. I de seneste uger har Unifil også flere gange anklaget Israel for at rette angreb mod missionens styrker.

Spændingerne i Mellemøsten er intensiveret den seneste måned, hvor især den militante shiamuslimske bevægelse Hizbollah har været mål for Israels angreb. Hizbollah holder primært til i Libanon.

Hizbollah og Israel har bekriget hinanden i årtier, men konflikten er blevet glohed, siden den militante palæstinensiske bevægelse Hamas angreb Israel 7. oktober sidste år. Hizbollah støtter Hamas.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT