App til overblik over patienters medicinoplysninger lukker
Som patient kan du fremover få overblik over din medicin i Min Læge-app samt i Minsundhed-appen.
Medicinkort-appen, hvor man som patient kan få overblik over sin medicin og sende en anmodning til sin læge om at få fornyet udløbne recepter, lukker i 2025.Men oplysningerne forsvinder ikke. De flyttes fra tirsdag til Min Læge-appen og i november til MinSundhed-appen.
Det skriver Sundhedsdatastyrelsen, Sundhed.dk og Praktiserende Lægers Organisation (PLO) i en pressemeddelelse.
Det er Sundhedsdatastyrelsen, der har stået for Medicinkort-appen.
Afdelingschef for Sundheds-it Anders Rokkjær er glad for ændringen.
- Det er lidt vemodigt, men det vigtige for os er, at vi gør det så let at være patient som muligt. Medicinkort-appen har været et stort skridt på vejen til det, men i dag er der andre apps, som vi kan lægge medicinoplysningerne ind i.
- Det vil vi gerne gøre, så man som patient ikke skal bruge flere apps end højest nødvendigt, siger han i pressemeddelelsen.
MinSundhed og Min Læge er begge udbredte apps, som mange danskere bruger til overblik og kontakt med deres læge og sundhedsvæsnet i det hele taget.
I 2024 havde MinSundhed mere end tre millioner besøgende, og appen er downloadet mere end seks millioner gange, mens der er 2,5 millioner brugere af Min Læge.
Brugerne af MinSundhed-appen har adgang til en række sundhedsdata såsom aftaler, laboratoriesvar og journal fra sygehus.
Ved at tilføje medicinoplysningerne og gøre det muligt at forny recepter på MinSundhed-appen bliver det endnu lettere for borgerne at bevare overblikket over deres sundhedsoplysninger på én samlet kanal, lyder det.
Min Læge-appen bruges blandt andet til tidsbestilling og videokonsultation med lægen. PLO ser det som et naturligt skridt, at medicinoplysningerne nu bliver tilføjet til appen.
- Almen praksis ordinerer størstedelen af receptpligtig medicin i Danmark, og samtalen om medicin er ofte en naturlig del af kontakten mellem egen læge og borgeren.
- Derfor er det en stor fordel, at borgeren nu kan tilgå deres medicinoplysninger og kommunikere med deres læge om det på den samme app, siger Jørgen Skadborg, formand for PLO.
/ritzau/