Regeringen vil have sundhedsreform på plads inden for få måneder

1. OKT 2024 • 13:12ERHVERV/POLITIK

I sidste måned præsenterede regeringen sit bud på det fremtidige sundhedsvæsen. Forhandlinger venter forude.

Regeringen vil have en aftale på plads om en sundhedsreform i de kommende måneder, så et lovforslag kan fremsættes i anden halvdel af februar.

Det fremgår af regeringens lovprogram, som er lagt ud tirsdag i forbindelse med Folketingets åbning.

Et lovprogram giver Folketinget og befolkningen et overblik over, hvad regeringen har planlagt for det kommende politiske år. Altså frem til sommeren 2025.

- Lovforslaget skal implementere den kommende politiske aftale om en sundhedsreform, som skal følge i forlængelse af anbefalingerne fra Sundhedsstrukturkommissionen, står der kort i lovprogrammet.

Det var i sidste måned, at regeringen præsenterede sit bud på en sundhedsreform. Hvis det står til regeringen, skal Region Sjælland og Region Hovedstaden lægges sammen, så der fremover bliver fire i stedet for fem regioner.

Udspillet kom i forlængelse af et arbejde fra Sundhedsstrukturkommissionen.

Det er regeringens ambition at skabe et sundhedsvæsen, hvor patienter i hele landet har lige adgang til hjælp.

Foruden sammenlægningen af to regioner, vil regeringen oprette uddannelsespladser i almen medicin i Aalborg, Esbjerg og Køge. Der skal være mindst 5000 praktiserende læger i 2035, er målet.

Der skal også oprettes 17 nye sundhedsråd. Sundhedsrådene skal bestå af både regionsråds- og byrådspolitikere, som skal forsøge at skabe sammenhæng i de nære sundhedstilbud.

Regeringen vil også i anden halvdel af februar komme med et lovforslag, som skal sikre en reform af jobindsatsen.

I juni kom en ekspertgruppe med sine anbefalinger til fremtidens beskæftigelsesindsats.

- Lovforslaget skal udmønte ændringer som følge af kommende forhandlinger om en ny beskæftigelsesindsats, står der i lovprogrammet.

Ekspertgruppen foreslår blandt andet at nedlægge jobcentrene. Det ønsker regeringen også. Desuden foreslår ekspertgruppen, at borgere med komplekse problemer som udgangspunkt ikke skal sanktioneres.

Halvdelen af reglerne i beskæftigelsesindsatsen afskaffes, og ni ud af ti sanktioner fjernes, lyder det i ekspertgruppens anbefalinger.

/ritzau/

MESTE LÆST ERHVERV-POLITIK (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT