Ny planet er den hidtil bedste chance for at finde liv i rummet

26. MAJ 2024 • 12:03UDLAND

Astronomer har opdaget en ny planet, der ligner Jorden. Det kan give store svar på muligt liv i rummet.

Svaret på det evige spørgsmål, om vi på Jorden er de eneste levende væsener i rummet, er rykket et skridt tættere på.

Den amerikanske rumfartsadministration, Nasa, meddelte tidligere søndag, at astronomer har opdaget en ny planet, der ligner Jorden.

Planeten har fået navnet Gliese 12 b og er den nærmeste tempererede planet på størrelse med Jorden, som nogensinde er blevet opdaget af forskere.

Fundet af den jordlignende planet giver anledning til optimisme i håbet om at undersøge muligt liv i rummet.

Det siger Anja C. Andersen, der er professor og astrofysiker ved Københavns Universitet.

- Vi træder nu et skridt nærmere på det spørgsmål, om vi er alene i universet. Det er den bedste chance for at finde muligt liv i rummet, vi har opdaget, med de metoder vi har i dag, siger hun.

Den nye planet har omtrent samme størrelse som Jorden, og den har en overfladetemperatur på 42 grader. Opdagelsen er på flere måder banebrydende, for den nye planet har forudsætninger for at minde om Jorden og dermed indeholde liv.

- Vi er begejstrede, fordi vi har fundet en planet, der minder om Jorden, og som har en sollignende stjerne, siger Anja C. Andersen.

- Hvis den er for tæt på stjernen, bliver der for varmt, og er den for langt væk, bliver der for koldt. Det, der er unikt ved den her planet, er, at den ligesom Jorden har en god afstand fra den stjerne, den kredser omkring, siger astrofysikeren.

Jordens stjerne er Solen, og afstanden til Solen er omkring 150 millioner kilometer. Det er en tilpas afstand til, at der er liv på Jorden.

Næste skridt er at undersøge den nyopdagede planets atmosfære. Minder også den om Jorden, vil det give endnu et markant fingerpeg på forudsætningerne for liv andre steder i rummet.

- Måske har den også en atmosfære som Jordens, men hvis atmosfæren på den nye planet er meget tæt eller ikkeeksisterende, kommer vi ikke til at bruge meget mere krudt på den. Så er der ikke mulighed for, at der er opstået noget spændende der, siger Anja C. Andersen.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU