Den japanske yen dykker efter usikkert valgresultat

28. OKT 2024 • 02:43UDLAND

Investorer i Japan forbereder sig på periode med usikkerhed, mens ny regering forsøges sammensat efter valg.

Hvordan Japans næste regering kommer til at se ud, er uklart, efter ingen af partierne står tilbage med et klart flertal i landets parlamentsvalg.

Det skriver Reuters, efter at Japans befolkning søndag gik til stemmeurnerne.

Allerede kort efter at stemmestederne lukkede, stod det klart, at landets regerende parti - det konservative parti Liberaldemokraterne (LDP) - ville miste flertallet i underhuset sammen med alliancepartneren Komeito.

Partiet har siddet på magten siden 2012.

Den usikkerhed om landets fremtid, som er opstået i kølvandet på resultaterne, har sendt den japanske valuta, yen, til det laveste niveau i tre måneder, skriver Reuters.

Investorer og analytikere forbereder sig nu på, at der i dage og muligvis uger vil pågå en politisk strid om, hvordan regeringen skal sammensættes - og hvorvidt den skal ledes af nye kræfter.

LPD, som har premierminister Shigeru Ishiba som leder, og Komeito har fået 215 pladser i underhuset. De sad inden valget tilsammen på 279 pladser.

Vælgerne lader dermed til at have straffet regeringskoalitionen for den seneste tids prisstigninger, som har udfordret japanernes privatøkonomi, og for flere skandaler, der har ramt regeringspartiet.

LDP har været plaget af en skandalesag om uregelmæssig omgang med kampagnemidler blandt LDP-parlamentsmedlemmer.

Den største fremgang findes hos det største oppositionsparti, CDPJ, som har fået 148 pladser mod de 98, partiet indtil videre har siddet på. Der er dog stadig et stykke op til de 233, som er nødvendige for at opnå flertal.

Ifølge landets forfatning har partierne nu 30 dage til at danne en regerende koalition. Der er i den forbindelse usikkerhed om, hvorvidt premierminister Ishiba, som overtog posten for mindre en måned siden, kan blive siddende.

Flere mindre partier har i valget også fået fremgang, og deres rolle i forhandlingerne kan blive central, skriver Reuters.

Efter planen holder Ishiba pressemøde klokken 14 lokal tid - hvilket er klokken 06 mandag morgen dansk tid.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT