Macron vil ikke udelukke vestlige soldater i Ukraine

27. FEB 2024 • 00:17UDLAND

Ifølge Frankrigs præsident er det absolut nødvendigt for europæisk sikkerhed, at Rusland bliver besejret.

Det er absolut nødvendigt for Europas sikkerhed, at Rusland bliver besejret.

Det siger Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, mandag aften ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Derfor vil han heller ikke afvise muligheden for at sende vestlige styrker til Ukraine.

- Intet bør udelukkes. Vi vil gøre alt, hvad vi kan, for at Rusland ikke vinder, siger han ifølge Reuters.

Han tilføjer, at han vil fastholde en strategisk tvetydighed, når det kommer til diskussionen om at sende tropper afsted.

Ifølge Emmanuel Macron diskuterede omkring 20 stats- og regeringslederne, hvordan de kan gøre mere og hurtigere.

Han siger, at der ikke er enighed om, hvorvidt der bør sendes vestlige soldater til Ukraine.

Macron siger yderligere, at Rusland for tiden opfører sig mere aggressivt - ikke kun i Ukraine, men helt generelt.

- Rusland har hærdet sig i særligt de seneste måneder, siger han ifølge nyhedsbureauet AFP.

Ifølge præsidenten gælder det blandt andet i forhold til det formodede drab på den kendte russiske oppositionspolitiker Aleksej Navalnyj, der døde i en arktisk straffekoloni 16. februar.

Han henviser også til Ruslands aktiviteter på frontlinjen, hvor Macron forventer nye angreb.

Den franske præsident har inviteret europæiske ledere til en konference i Paris om krigen i Ukraine. Også den danske statsminister, Mette Frederiksen (S), deltog i konferencen.

Emmanuel Macron siger desuden, at en ny koalition skal sørge for, at forsyne Ukraine med mellem- og langdistancevåben.

Der er en udbredt erkendelse i Vesten af, at Ukraine er presset i krigen blandt andet på grund af mangel på ammunition og våben.

For nylig måtte Ukraine trække sig tilbage fra en strategisk vigtig by grundet mangel på ammunition.

Forud for mødet mandag udtalte Slovakiets premierminister, Robert Fico, at flere Nato- og EU-lande overvejer at sende soldater til Ukraine på et bilateralt grundlag.

Fico selv har længe været erklæret modstander af at sende våben og militært udstyr til Ukraine, og han anses af nogle kritikere for at være prorussisk.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU