Louisiana forbyder besiddelse af abortpille uden recept

24. MAJ 2024 • 03:25UDLAND

Besiddelse af abortpiller uden recept kan blive straffet med op til fem års fængsel og bøde på 5000 dollar.

Senatet i den amerikanske delstat Louisiana har torsdag vedtaget en lov, der gør det ulovligt at være i besiddelse af to abortpiller uden recept.

Det er lægemidlerne Mifepriston og Misoprostol, som fremover bliver klassificeret på linje med eksempelvis opioider og anabolske steroider.

Besiddelse af lægemidlerne uden en recept kan straffes med op til fem års fængsel og en bøde på op til 5000 dollar - knap 35.000 kroner.

Loven gælder dog ikke gravide kvinder.

Louisiana har allerede en af de mest restriktive abortlovgivninger i USA.

Det er blandt andet ulovligt at få foretaget en frivillig abort, medmindre morens liv er i fare.

De pågældende lægemidler bruges også i forbindelse med ufrivillig abort og til at behandle mavesår eller igangsætte fødsler. Kritikere at loven mener, at det er netop i de tilfælde, at loven kan besværliggøre brugen af lægemidlerne.

FDA, den amerikanske lægemiddelstyrelse, godkendte lægemidlerne for over to årtier siden.

Ifølge lægemiddelstyrelsen viser omfattende forskning, at lægemidlerne er sikre og effektive.

Lovgivningen blev tirsdag vedtaget i Repræsentanternes Hus i Louisiana med 64 stemmer for og 29 imod. I Senatet blev lovgivningen vedtaget med 29 stemmer for og syv imod.

Republikanerne har flertal i begge kamre.

Delstatens republikanske guvernør, Jeff Landry, ventes at underskrive loven inden længe.

Tilhængere af loven mener, at det er nødvendigt at begrænse ulovligt brug af lægemidlerne - eksempelvis til tvungne aborter. Det er uklart, i hvilket omfang sådanne aborter bliver foretaget.

USA's højesteret omstødte i 2022 afgørelsen i den skelsættende sag "Roe v. Wade" fra 1973. Den havde i knap 50 år sikret amerikanske kvinder ret til abort.

14 amerikanske delstater har siden gjort abort forbudt, viser en opgørelse fra The New York Times. Flere andre stater har begrænset retten til abort delvist.

/ritzau/Reuters

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU