Israel bringer pansrede enheder ind i Libanon-operation

2. OKT 2024 • 09:11UDLAND

Israels militær oplyser ifølge Reuters, at det sætter pansrede enheder og infanteristyrker ind i Libanon.

Israels militær oplyser, at flere enheder slutter sig til operationen i Libanon, heriblandt regulære infanterister og pansrede enheder. Offensiven kaldes dog fortsat begrænset og lokal.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

De styrker, som nu også tager del i offensiven, er infanteri- og panserstyrker fra den 36. Division, den 188. Panserbrigade og den 6. Infanteribrigade.

De slutter sig til den 98. Division, som allerede mandag aften ifølge The Times of Israel blev sat ind.

Meldingen kommer, kort efter at den libanesiske gruppe Hizbollah oplyste, at militante fra Hizbollah har været i sammenstød med israelske soldater, som forsøgte at bevæge sig ind i en sydlibanesisk landsby.

Hizbollah-soldater konfronterede "en fjendtlig israelsk infanteristyrke, der forsøgte at infiltrere landsbyen Adaysseh, og stødte sammen med dem". Det står der i meddelelsen.

Der står også, at militante fra Hizbollah har rettet raketangreb mod israelske styrker flere forskellige steder over grænsen.

Blandt andet rettede Hizbollah angreb mod en "stor infanteristyrke" i kibbutzen Misgav Am i det nordlige Israel - såvel som tre andre steder.

Tirsdag lød det fra Israel, at israelske faldskærmssoldater og kommandostyrker havde påbegyndt angreb inde i det sydlige Libanon. Onsdagens melding antyder, at offensiven nu er større end de begrænsede angreb fra kommandostyrker, skriver Reuters.

Israel har udtalt, at målet er at ødelægge Hizbollah-infrastruktur i grænseområderne. Der er ikke planer om at angribe større libanesiske byer, lyder det.

Offensiven på landjorden er blevet indledt efter flere uger med stærkt øgede spændinger og intensiverede israelske luftangreb.

Fredag blev Hizbollahs leder, Hassan Nasrallah, dræbt i et af angrebene.

Tirsdag sendte Iran missiler mod Israel som gengæld for Israels fremfærd i Libanon.

Israel siger, at formålet med de militære operationer er at sikre, at omkring 60.000 israelere, som er flygtet sydpå fra det nordlige Israel på grund af Hizbollahs beskydning, kan vende tilbage.

Hizbollah sagde, at det indledte sin beskydning i solidaritet med Hamas i Gaza.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT