Tauson får god start på turnering i Hongkong
Clara Tauson var aldrig for alvor i problemer mod Martina Trevisan i første runde af turneringen i Hongkong.
Clara Tauson fik onsdag en god start på WTA 125-turneringen i Hongkong, hvor hun regnes som en af favoritterne.Den danske tennisspiller besejrede uden nævneværdige problemer italieneren Martina Trevisan 6-3, 7-5 og spillede sig videre til anden runde.
Her står hun for første gang over for den 38-årige amerikaner Varvara Lepchenko, der er nummer 165 i verden. Hun var nummer 19, da hun for 12 år siden var på sit bedste.
Tauson er selv på ranglistens 72.-plads og forsøger i denne uge at samle point på lidt lavere niveau end sædvanligt.
Den 21-årige dansker er seedet som nummer seks i turneringen og viste sig med det samme som en stærkere spiller end Trevisan.
Når Tauson fik førsteserven i spil, var der ikke meget at gøre for den ni år ældre modstander, som omvendt havde svært ved at holde danskeren fra servegennembrud.
Tauson spillede sig hurtigt på 5-2, men skulle bruge seks sætbolde, før hun med et vinderslag ned ad linjen lukkede sættet.
Der blev skruet et nøk op for modstanden i andet sæt, hvor Trevisan virkede til at spille med større energi og udstråling.
Hun brød danskeren til 2-0, men blev med det samme brudt tilbage. Stort set alle partierne trak tænder ud, og der skulle bruges mange kræfter for at vinde duellerne.
Nede 2-3 afværgede Tauson fem breakbolde, før hun udlignede, men det hele var lidt mere besværligt, og danskeren brokkede sig flere gange højlydt.
Det afgørende servegennembrud kom til 6-5, og til sidst sendte Tauson med en flugter Trevisan ud af turneringen.
Tauson var i sidste uge tæt på at slå den italienske topspiller Jasmine Paolini i den noget større turnering China Open i Beijing. Turneringen i Hongkong er på niveau med mændenes Challenger-turneringer.
/ritzau/