Københavns Lufthavn har haft sin travleste september nogensinde

2. OKT 2024 • 08:08ERHVERV/POLITIK

Antallet af passagerer i Københavns Lufthavn nåede rekordhøjde i september, selv om der var færre flyvninger.

I september rejste 2,8 millioner passagerer via Københavns Lufthavn, hvilket aldrig er set højere før for den måned.

Det oplyser lufthavnen i en pressemeddelelse onsdag morgen.

Det er 11 procent flere end i samme måned sidste år, og så er det en smule højere end antallet i september 2019 - altså inden coronaperioden.

Peter Krogsgaard, der er kommerciel direktør i Københavns Lufthavn, har noteret sig, at passagertallet har nået rekordniveau, selv om antallet af afgange og ankomster er faldet.

Antallet af fly, der lettede og landede i Københavns Lufthavn i september, var fem procent lavere sammenlignet med for fem år siden.

- September er generelt en stor rejsemåned, hvor mange rejser på ferie, men hvor der også kommer gang i erhvervsrejserne efter sommerferien, siger han i meddelelsen.

- Det gælder både dansk erhvervsliv, som rejser ud i verden, men også udenlandske erhvervsrejsende, der tager til Danmark som led i deres forretninger.

London endte som den mest populære destination i september. Over 155.000 passagerer rejste dertil fra Københavns Lufthavn i den måned.

Blandt de ti højdespringere finder man også andre storbyer som Amsterdam, Paris, Milano og Istanbul.

Sammenlagt har Københavns Lufthavn budt velkommen til 22,77 millioner passagerer i årets første ni måneder. Det svarer til en stigning på 12 procent sammenlignet med sidste år.

Udviklingen har medvirket til, at lufthavnen har løftet sine forventninger til helåret fra 29 millioner passagerer til 29,8 millioner.

- Vi begyndte året med de traditionelt set mindre rejsetravle vintermåneder, men hen over foråret og sommeren har rejselysten virkelig taget fart, lyder det videre fra den kommercielle direktør.

Og det kommer til at fortsætte, når der inden længe tages hul på efterårsferien, forventer Peter Krogsgaard.

- På de travleste dage i efterårsferien forventer vi over 100.000 passagerer, og det er på linje med de helt store rejsedage, vi har set hen over sommeren.

/ritzau/

MESTE LÆST ERHVERV-POLITIK (48 T)

SENESTE RITZAU

7. OKT 2024 • 08:29UDLAND
Mand dræbt af skud i Malmø
FÅ ABONNEMENT