Libanesere i Beirut fejrer angreb på Israel

1. OKT 2024 • 21:37UDLAND

Der er meldinger om fyrværkeri og fest i dele af Libanons hovedstad efter Irans missilangreb på Israel.

Der er tirsdag aften blevet festet i dele af Libanons hovedstad, Beirut, hvor indbyggere har fejret Irans missilangreb på Israel.

Tidligt tirsdag aften sendte Iran op imod 200 missiler mod Israel.

De fleste missiler blev skudt ned, og der er er tirsdag aften ikke meldinger om store ødelæggelser. To israelere meldes lettere såret, mens en palæstinenser meldes dræbt af raketskrot.

Da nyheden om angrebet nåede Beirut, blev der klappet i hænderne og jublet. Der blev affyret skud i luften for at vise glæde, siger vidner i Beirut-forstaden Haret Hreik.

Det var her, hvor lederen af den militante iransk-støttede Hizbollah-bevægelse, Hassan Nasrallah, den 27. september blev dræbt af israelske bomber.

Mange mennesker, som er flygtet fra det sydlige Libanon og op til Beirut, har slået sig ned på åbne pladser eller på gaderne i Haret Hreik.

Israels militærkampagne i Gazastriben - udløst af det blodige Hamas-angreb på Israel den 7. oktober 2023 - er blevet ledsaget af næsten daglige beskydninger fra Libanon, hvor Hizbollah har sendt hundredvis af raketter mod Israel.

Det er sket i solidaritet med Hamas, siger Hizbollah.

I de seneste uger har Israel intensiveret militærets angreb på Hizbollah med kampagner mod Hizbollah-ledere.

Samtidig har Israel lanceret angreb ind over grænsen til Libanon for at nedkæmpe Hizbollah.

Israel siger, at formålet er at sikre, at omkring 60.000 israelere, som er flygtet sydpå fra det nordlige Israel på grund af Hizbollahs beskydning, kan vende tilbage.

/ritzau/dpa

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT