Finlands nye præsident varsler en ny æra med Nato-medlemskab

1. MAR 2024 • 15:40UDLAND

Finnerne står på tærsklen til en ny periode, siger Alexander Stubb, som har fået overdraget præsidentposten.

Alexander Stubb er fredag tiltrådt som Finlands nye præsident.

I sin tiltrædelsestale fremhæver Alexander Stubb, at finnerne lever i en usikker tid. Og at landet med sin tiltrædelse i forsvarsalliancen Nato står på tærsklen til en ny æra.

- Nu står vi på tærsklen til en ny periode.

- Militæralliancen og Nato-medlemskabet betyder, at vi tog det sidste skridt ind i det vestlige værdifællesskab, hvilket vores republik mentalt har været en del af gennem hele sin uafhængighed, siger Stubb ifølge Yle.

Finland ansøgte sammen med Sverige om at blive medlem af Nato efter Ruslands invasion af Ukraine i februar 2022.

I april sidste år blev Finland optaget.

I sin tale fredag siger Stubb videre, at han er klar til at tage "svære beslutninger" for at beskytte Finlands sikkerhed.

Han advarer om, at Ruslands invasion af Ukraine markerede begyndelsen på en ny og farligere tid med splittelse.

Alexander Stubb understreger desuden, at finnerne - uanset truslen udefra - er et "fredselskende folk".

- Den vigtigste opgave for republikkens præsident er at sikre, at freden under alle omstændigheder opretholdes i Finland, siger han i sin tale til parlamentet.

- Jeg lover at gøre det, men hvis tingene spidser til, er jeg også klar til at tage svære beslutninger for at sørge for vort lands sikkerhed, siger Stubb ifølge nyhedsbureauet AFP.

Finland har en lang grænsestrækning mod Rusland, hvilket gjorde det særligt presserende for landet at blive en del af Nato-alliancen, da Rusland iværksatte sin krig i Ukraine.

Stubb aflagde sin ed på både finsk og svensk.

Han er Finlands første finlandssvenske præsident - det vil sige, at han har svensk som sit modersmål - siden Carl Gustaf Mannerheim, der var præsident fra 1944 til 1946.

Stubb er valgt for en periode på seks år.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU