Danmarks ambassadør i Rusland deltager i Navalnyjs begravelse

29. FEB 2024 • 17:14UDLAND

Danmarks ambassadør i Rusland siger til Ritzau, at han vil deltage i Aleksej Navalnyjs begravelse i Moskva.

Danmarks ambassadør i Rusland, Jakob Henningsen, agter at deltage i den russiske oppositionspolitiker Aleksej Navalnyjs begravelse fredag i Ruslands hovedstad, Moskva.

- Jeg forventer et stort sikkerhedsopbud, og ved ikke om vi får lov til at komme ind, eller om man fra myndighedernes side vil blokere vores og andre russeres deltagelse, siger Jakob Henningsen til Ritzau.

Ud fra en række oplysninger fra Aleksej Navalnyjs stab fortæller han, at kirken i Marjino-distriktet, hvor selve ceremonien finder sted, vil blive åbnet for Navalnyjs nærmeste familie klokken 13.30 lokal tid.

Herefter åbnes der for den bredere offentlighed. Begravelsen på Borisovskoje-gravpladsen vil finde sted klokken 16.

Jakob Henningsen uddyber, at han deltager i begravelsen sammen med en række kolleger.

- Jeg ønsker at deltage i begravelsen, fordi Navalnyj er et modigt forbillede for de kræfter, der ønsker et frit og demokratisk samfund, siger han.

Jakob Henningsen vurderer, at der ikke nødvendigvis vil være stor opbakning til begravelsen.

- Jeg har ikke fået det bekræftet, men det fremgår af sociale medier, at der er indirekte trusler om sanktioner mod blandt andre studerende og offentligt ansatte, som ønsker at deltage i begravelsen.

- Det, tror jeg, vil lægge en dæmper på deltagelsen, siger han.

Ambassadøren tilføjer, at han "naturligvis" vil tage en blomst med og lægge den, "hvis det er muligt".

Aleksej Navalnyj var i flere år i de russiske fængselsmyndigheders varetægt, inden han døde. Han afsonede mindst 30 års fængsel. Den sidste måned befandt han sig i en straffekoloni i det nordligste Rusland.

Meldingen om hans død kom 16. februar. Først otte dage senere fik hans nærmeste lov til at se Navalnyjs lig. Herefter fulgte en kamp om, hvornår og hvordan Navalnyj skulle begraves.

Myndighederne har ikke ønsket, at han skulle have en offentlig begravelse, hvilket hans familie til gengæld gerne ville have.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU