Danmark vil have domstol til at annullere EU-mindsteløn

17. SEP 2024 • 10:00UDLAND

EU-Domstolen behandler tirsdag Danmarks søgsmål, der skal annullere direktiv om mindsteløn.

EU bør holde fingrene fra løndannelsen i Danmark.

Det er budskabet fra den danske regering, når EU-Domstolen tirsdag behandler Danmarks såkaldte annullationssøgsmål mod EU's mindstelønsdirektiv.

Her vil Danmark understrege, at det er arbejdsmarkedets parter, som i Danmark fastsætter lønnen. Det siger beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen (S).

- Det er et helt principielt spørgsmål. Er det i Danmark, vi fastsætter vores lønninger, eller er det et EU-spørgsmål?

- Vi mener så klart, at det er et nationalt anliggende, som EU ikke har hjemmel til at blande sig i. Derfor bruger vi retten til at indbringe det for domstolen, siger Ane Halsboe-Jørgensen.

Et annullationssøgsmål er et forsøg på at få omstødt direktivet, med henvisning til at det ikke er i overensstemmelse med EU-traktaten.

EU-Kommissionen har dog gentagne gange sagt, at man vil respektere den danske model og ikke vil tvinge en lovfæstet mindsteløn igennem i Danmark.

Men det er altså ikke nok for Danmark, der helt vil have annulleret direktivet.

En holdning, der får fuld opbakning fra formand for Fagbevægelsens Hovedorganisation, Morten Skov Christiansen.

- Vores gode arbejdsforhold er kommet gennem aftaler med arbejdsgiverne – ikke gennem lovgivning. Hverken fra Christiansborg eller fra EU.

- Når EU blander sig i, hvordan lønnen skal fastsættes, går unionen alt for langt. Det var aldrig meningen med EU. Den her sag handler derfor også om at sætte grænser for, hvad EU har kompetence til, siger Morten Skov Christiansen.

Direktivet bliver dog af politiske flertal i flere andre EU-lande set som et vigtigt skridt mod bedre vilkår for personer med de laveste lønninger.

Direktivet fastsætter ikke en fælles europæisk mindsteløn. Formålet er, at lønmodtagere i EU kan få en passende mindsteløn gennem overenskomst eller ved lov.

Eksempelvis kræver direktivet, at medlemslande skal udarbejde en handlingsplan, hvis kollektiv overenskomstdækning er under en tærskel på 80 procent i landet.

Tidligere beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard har udtrykt bekymring for, om Danmark reelt kan vinde opgøret. Det kan blive svært, erkender den nuværende beskæftigelsesminister:

- Jeg håber selvfølgelig, at når vi har løftet den her kamp, at der så også er en mulighed for at vinde den, siger Ane Halsboe-Jørgensen og tilføjer:

- Men vi kan også godt se, at det er nogle stærke kræfter, vi er op imod. Uanset udfaldet, så er det en principiel kamp, som er værd at kæmpe siger hun.

Danmark har opbakning fra Sverige til annullationssøgsmålet.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT