Kreml: Udvidelse af russisk hær er nødvendig

17. SEP 2024 • 14:30UDLAND

Med udvidelse på 180.000 soldater vil Putin have russisk hær til at overgå både Indiens og USA's i størrelse.

En udvidelse af den russiske hær er nødvendig for at holde stand mod truslerne langs grænserne.

Det siger talsmand for Kreml Dmitry Peskov, efter at den russiske præsident, Vladimir Putin, mandag udstedte en ordre om at øge den russiske hærs størrelse med 180.000 soldater.

- Det skyldes det ekstremt fjendtlige miljø ved vores vestlige grænser og ustabiliteten ved vores østlige grænser. Det kræver, at der træffes passende foranstaltninger, siger Dmitry Peskov.

Med forøgelsen vil hæren ifølge Putin ende med at bestå af op mod 1,5 millioner aktive soldater.

Ifølge data fra den militære tænketank International Institute for Strategic Studies (IISS) vil det betyde, at Rusland overhaler USA og Indien med hensyn til antallet af aktive kampsoldater og kun overgås af Kina.

Det er tredje gang, at Putin oplyser, at han udvider hæren, siden han sendte det russiske militær ind i Ukraine i februar 2022.

Ifølge Dara Massicot, der er ekspert i det russiske militær ved tænketanken Carnegie Endowment for International Peace, kan der stilles spørgsmålstegn ved, om Rusland er klar til at betale regningen for udvidelsen.

- Der er måder at bemande en stående styrke på 1,5 millioner mennesker på, men Kreml vil ikke bryde sig om dem, hvis de virkelig kæmper med det, som det kræver, skrev hun mandag på X.

- Se efter tegn på, at dette er et reelt initiativ til at rekruttere og udvide og ikke en form for show for at skræmme andre, lød det videre fra Dara Massicot.

Russiske styrker rykker i disse dage frem i det østlige Ukraine på visse områder af en enorm frontlinje på 1000 kilometer. Samtidig har russerne et mål om at fjerne ukrainske styrker fra Ruslands Kursk-region.

Ifølge en undersøgelse foretaget af den amerikanske avis The Wall Street Journal er op mod en million soldater blevet enten såret eller dræbt i krigen mellem Rusland og Ukraine.

80.000 ukrainske soldater er døde, og 400.000 er blevet såret, skriver avisen og henviser til et fortroligt ukrainsk estimat.

Ifølge skøn fra vestlige efterretningstjenester har Ruslands tropper mistet 200.000, og 400.000 er blevet såret.

Avisens tal er på linje med skøn fra det britiske forsvarsministerium over Ruslands tab i krigen. Ifølge disse skøn er 610.000 russiske soldater døde eller blevet så alvorligt såret siden krigens start, at de ikke længere er kampdygtige.

- Taktikken er baseret på massive infanteribølger, og det har tvunget Rusland til at genopbygge sine frontlinjestyrker med en konstant strøm af nye rekrutter, skriver ministeriet på det sociale medie X.

Hverken Ukraine eller Rusland har givet nogen officielle oplysninger om deres egne tab.

/ritzau/Reuters/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT