Mads Pedersen slår verdensmester og vinder i Luxembourg

19. SEP 2024 • 17:03SPORT

På dagen, hvor Mattias Skjelmose måtte udgå af Luxembourg Rundt, vandt holdkammeraten Mads Pedersen.

Mads Pedersen sørgede med en sejr i en massespurt for oprejsning til Lidl-Trek på 2. etape af Luxembourg Rundt, som blev lidt af en rutsjebanetur for cykelholdet.

Tidligere på etapen mistede Lidl-Trek nemlig sin kaptajn, Mattias Skjelmose, som udgik efter et styrt.

Det slog tilsyneladende ikke holdkammeraten og vennen Mads Pedersen ud af kurs.

Efter flot holdarbejde blev rytteren fra Tølløse afleveret perfekt af Alex Kirsch, og fra sin pole position holdt han hele vejen til målstregen.

Iført den gule og blå førertrøje forsøgte verdensmester Mathieu van der Poel ellers at drøne forbi i spurten, men Alpecin-stjernen måtte ad flere omgange sætte sig i sadlen og formåede ikke at passere Pedersen.

Hollænderen blev nummer to, mens Robin Froidevaux (Tudor) tog tredjepladsen.

Sejren er danskerens 12. i år og nummer 46 i karrieren.

Førertrøjen sidder fortsat på van der Poel, som er ti sekunder foran Christophe Laporte (Visma) og yderligere to foran Andreas Kron (Lotto) i det samlede klassement.

Luxembourg Rundt, der er i laget under World Tour-løbene, består af fem etaper og slutter på søndag.

I næste uge skal Mads Pedersen efter planen forsøge at hjælpe Mattias Skjelmose til en medalje ved VM i linjeløb, som på papiret passer sidstnævnte bedst på grund af de mange højdemeter.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT