Biden kalder anmodning om arrestordre på Netanyahu skandaløs

20. MAJ 2024 • 20:53UDLAND

Biden mener ikke, at den militante palæstinensiske bevægelse Hamas og Israel kan sidestilles.

USA's præsident, Joe Biden, kalder anmodningen om en arrestordre på israelske ledere for "skandaløs".

Tidligere mandag anmodede anklageren ved Den Internationale Straffedomstol, ICC, om en arrestordre på premierminister Benjamin Netanyahu i forbindelse med mulige krigsforbrydelser.

- ICC-anklagerens anmodning om arrestordrer på israelske ledere er skandaløs, siger Biden i en meddelelse ifølge AFP.

- Og lad mig gøre det klart: Hvad end denne advokat ellers måtte antyde, så kan Israel og Hamas ikke sidestilles.

Chefanklageren ved ICC, Karim Khan, meddelte mandag, at han har bedt om anholdelsesordrer på Netanyahu og på den israelske forsvarsminister, Yoav Gallant.

Han har også anmodet om arrestordrer på tre Hamas-ledere: toplederen Yahya Sinwar, Mohammed Deif og Ismail Haniya.

I ICC er der for øjeblikket en proces om mulige krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden i forbindelse med angrebet på Israel den 7. oktober sidste år og Israels efterfølgende krig mod Hamas i Gaza.

USA's udenrigsminister, Antony Blinken, bakker op om præsidentens afstandtagen til anmodningen.

- Hamas er en brutal terrororganisation, som gennemførte den værste massakre på jøder siden Holocaust og holder dusinvis af uskyldige mennesker som gidsler, heriblandt amerikanere, siger Blinken ifølge dpa.

Netanyahu afviser "med afsky" det, som han kalder en sidestilling af Israel og Hamas.

- Sikke en frækhed at sammenligne monstrene i Hamas med soldaterne i Israels hær, den mest moralske hær i verden, siger premierministeren ifølge AFP.

Karim Khan siger, at han har anmodet om arrestordrer mod de israelske ministre for forbrydelser som blandt andet "udsultning", "forsætligt drab" og "udryddelse".

Anklagerne mod Hamas-lederne Sinwar, Deif og Haniya drejer sig om blandt andet drab, gidseltagning og voldtægt.

- Ingen står over loven, siger Khan til CNN.

Under Hamas' angreb på Israel blev omkring 1200 mennesker dræbt ifølge israelske opgørelser. Over 250 blev taget som gidsler.

Over 35.000 palæstinensere er blevet dræbt i Gaza ifølge områdets sundhedsministerium.

Den Internationale Straffedomstol blev oprettet i 2002 som den første permanente internationale domstol for krigsforbrydelser, forbrydelser mod menneskeheden og folkedrab.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU