17-årig dreng fundet død i sammenbrast hus efter eksplosion

27. JUL 2024 • 03:14UDLAND

I en by i det sydlige Tyskland er teenagedreng fundet død, efter en eksplosion i naboens hus. Årsag er ukendt.

Liget af en 17-årig dreng er blevet bjærget efter en eksplosion i et hus i Memmingen i det sydlige Tyskland.

Det oplyser en talsperson for politiet tidligt lørdag til det tyske nyhedsbureau dpa.

Redningsarbejdere fandt den afdøde dreng i nabohuset til det hus, hvor selve eksplosionen skete.

Det står umiddelbart stadig uklart, hvad der har forårsaget eksplosionen. Den fandt sted omkring klokken 17.20 dansk tid fredag.

Det hus, hvor eksplosionen skete, blev så beskadiget i eksplosionen, at der tilsyneladende kun er murbrokker tilbage på grunden.

Nabohuset, hvor drengen blev fundet, er også meget beskadiget, lyder det. Det er delvist styrtet sammen.

Redningsarbejderne lykkedes fredag aften med at trænge ind i det ødelagte nabohus, hvor de fandt liget af teenagedrengen. Det befandt sig på husets førstesal, oplyser politiet.

I alt mere end 100 styrker var blevet indsat til at hjælpe med aktionen og til at yde støtte til både pårørende og indbyggere i lokalområdet.

I huset med eksplosionen bor en 68-årig mand, som dog ikke var hjemme, da ulykken fandt sted. Politiet har senere opsporet ham, og han er uskadt.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT