Tottenham sender Manchester United ud efter målorgie
Manchester United var tæt på at levere et comeback, men det endte med et nederlag til Tottenham i Liga Cuppen.
I en målrig affære vandt Tottenham torsdag aften 4-3 hjemme over Manchester United i Liga Cuppen.Med sejren er Tottenham dermed videre til semifinalen sammen med Arsenal, Liverpool og Newcastle.
I første halvleg blev der kun scoret et enkelt mål, og det blev sat ind af Tottenham-angriberen Dominic Solanke efter et kvarter.
United-keeper Altay Bayindir, der havde fået chancen i stedet for André Onana, så ikke god ud, da han parerede et skudforsøg fra Tottenhams back Pedro Porro.
Returbolden røg lige ud til Solanke, der sparkede bolden ind til 1-0 via den ene stolpe.
Både Christian Eriksen og Rasmus Højlund havde fået chancen fra start af United-træner Ruben Amorim. Men danskerne fik ikke sat deres aftryk på kampen i form af mål.
Bedst var Eriksen, og han dirigerede spillet godt i starten, men midtbanespilleren sløsede også nogle gode skudmuligheder væk inde i feltet, hvor Tottenham flere gange fik blokeret.
I anden halvleg blev der scoret hele seks mål, og Tottenham kom blæsende fra start med to hurtige scoringer.
I det 46. minut fik United-stopperen Lisandro Martínez ikke clearet bolden langt nok væk, og det udnyttede Tottenhams Dejan Kulusevski til en nem scoring til 2-0.
Efter 54 minutter scorede Solanke sit andet mål i kampen, og dermed var United for alvor presset.
Amorim valgte to minutter senere at skifte Eriksen, Højlund og Antony ud.
Den tredobbelte udskiftning gav bonus.
Indskifterne Joshua Zirkzee og Amad Diallo reducerede til 1-3 og 2-3 efter henholdsvis 63 og 70 minutter for United. Det skete efter to fejl fra Tottenham-keeper Fraser Forster.
Spændingen var pludselig tilbage med de to United-mål, men det helt store comeback udeblev.
I den anden ende scorede Son Heung-min nemlig til 4-2 efter 88 minutter direkte på et hjørnespark, hvor Bayindir igen så skidt ud. United-stopperen Johnny Evans reducerede til slutresultatet 3-4 fire minutter inde i tillægstiden.
Der blev trukket lod til semifinalerne torsdag. Arsenal skal møde Newcastle, mens Tottenham tørner sammen med Liverpool.
Semifinalerne afgøres med hjemme- og udekamp og spilles 7.-8. januar og 4.-5. februar. Finalen spilles på Wembley i London 16. marts.
/ritzau/