United-træner har brug for Rashford på højeste niveau
- Jeg vil bare hjælpe, siger Manchester United-træner om Marcus Rashford, der er "klar til en ny udfordring".
Manchester United-angriberen Marcus Rashford har pustet til spekulationerne om sin egen fremtid i klubben.Englænderen fortæller i et interview med journalisten Henry Winter, der har en fortid på The Times, at han er "klar til en ny udfordring".
- Når jeg forlader klubben, vil der være "no hard feelings", fortæller Rashford i interviewet, som er blevet delt på den sociale platform X og citeret af blandt andre BBC og Skysports.
Udtalelserne kom, to dage efter at Rashford blev udeladt af truppen, da United søndag på udebane vandt 2-1 over Manchester City i Premier League.
United-cheftræner Ruben Amorim har afvist, at Rashford blev fravalgt af disciplinære årsager, og han lader ikke til at være klar til at give slip på angriberen.
Portugiseren mener, at United er et "bedre" hold med Rashford i truppen.
- Denne her slags klub har brug for store talenter, og han (Rashford, red.) er et stort talent, så vi har brug for, at han præsterer på højeste niveau.
- Jeg vil bare hjælpe Marcus, siger Amorim på et pressemøde før torsdagens møde med Tottenham i Liga Cuppen.
Amorim blev på pressemødet spurgt ind til Rashfords udtalelser om, at englænderen er klar til en ny udfordring.
- Jeg synes, han har ret. Vi står her med en ny udfordring. Den største udfordring i fodbold, fordi vi er i en svær situation.
- Jeg håber, at alle mine spillere er klar, siger Amorim.
Rashford fortæller videre i interviewet, at han ikke kommer til at "sige noget negativt" om United.
- Hvis jeg ved, at en situation allerede er dårlig, vil jeg ikke gøre den værre.
- Jeg har set, hvordan andre spillere har forladt klubben tidligere, og sådan ønsker jeg ikke at være, siger angriberen.
Rashford har været i United, siden han var syv år gammel.
Samlet har han scoret 138 mål i 426 kampe for førsteholdet.
Derudover har Rashford spillet 60 A-landskampe for England.
/ritzau/