Halep får wildcard til Australian Open-kvalifikation

18. DEC 2024 • 09:02SPORT

Simona Halep, der har afsonet en lang dopingdom, har fået et wildcard til kvalifikationen til Australian Open.

Den tidligere verdensetter Simona Halep har onsdag fået et wildcard til kvalifikationen til grand slam-turneringen Australian Open.

Rumæneren kæmper for at vende tilbage til verdenstoppen, efter at hun var ude af spillet i over 18 måneder for to separate dopingforseelser.

Tennisspilleren blev midlertidigt suspenderet i oktober 2022 og fik senere en straf på fire års karantæne.

Perioden blev tidligere i år nedsat til ni måneder efter en appelsag.

Halep vendte tilbage til tennisbanen i marts, hvor rumæneren deltog i Miami Open efter at være blevet tildelt et wildcard.

Mens Halep fik en hjertevarm velkomst af fans, var modtagelsen en noget anden hos Caroline Wozniacki.

Den danske tennisspiller mente således ikke, at Halep burde havde været inviteret ind i hovedturneringen.

Wozniacki er principielt imod tildeling af wildcard til spillere efter en afsonet dopingdom, lød det.

Danskeren er med på deltagerlisten til grand slam-turneringen i januar. Hun skal ikke spille kvalifikation og er ikke afhængig af wildcard.

33-årige Halep var senest i aktion i WTA-turneringen i Hongkong i oktober. Rumæneren er i øjeblikket nummer 877 på verdensranglisten.

Hun var nummer et på kvindernes verdensrangliste i 64 uger mellem 2017 og 2019.

/ritzau/Reuters

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT