Ineos sender unge danskere til mindre tysk hold i 2025

19. DEC 2024 • 17:37SPORT

Theodor Storm og Peter Øxenberg skal i 2025 tørne ud for det tyske hold Team Lotto Kern-Haus PSD Bank.

De danske cykeltalenter Peter Øxenberg og Theodor Storm kører i 2025 for det tyske hold med det mundrette navn Team Lotto Kern-Haus PSD Bank.

Det skriver den 19-årige danske duos arbejdsgiver, Ineos, på sin hjemmeside torsdag.

- Vi tror fuldt ud på, at det bliver det perfekte miljø for begge ryttere i forhold til deres udvikling og forberedelse til livet på World Touren, siger performance director hos Ineos Scott Drawer.

Storm og Øxenberg får hos det tyske hold givetvis mere løbserfaring på seniorniveau, end tilfældet ville være hos stjernespækkede Ineos. Derudover vil de sideløbende fortsat være i kontakt med staben hos Ineos.

- Det bliver et værdifuldt skridt på vejen til at blive professionel. Jeg kan ikke vente med at få næste sæson startet og fortsætte min udvikling, siger Øxenberg.

Næste år bliver Øxenbergs første som Ineos-ansat. Storm skal i gang med sit andet år.

Det første år er dog langtfra gået som håbet for Theodor Storm, der ikke kørte et eneste cykelløb i den forgangne sæson.

Storm blev i januar 2024 ramt af den akutte nervesygdom Guillain-Barré-syndrom, hvilket sendte talentet på hospitalet i en lang periode.

Det forklarer Theodor Storm på det sociale medie Instagram torsdag.

- Det har været det hårdeste år i mit liv, og det har været udfordrende på mange måder. Jeg gik fra at opnå min drøm om at blive professionel til at skulle kæmpe for mit liv, lyder det fra Storm.

Guillain-Barré-syndrom er en akut opstået nervebetændelse, som rammer musklerne i fødder og underben og senere bevæger sig op til lår, hofte og resten af kroppen.

- Min genoptræning går godt, og lægerne siger, at det er muligt at komme tilbage på 100 procent. Jeg er ovre det værste og er tilbage i fuld træning, men der er stadig et stykke vej endnu.

Team Lotto Kern-Haus PSD Bank rangerer langt nede på UCI's rangliste. Holdet kører på UCI Continental-niveau, hvilket reelt er det tredje niveau efter World Tour og Pro Road Tour.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT