Delaney revser FCK-nederlag: Vi bør skamme os

19. DEC 2024 • 23:51SPORT

FC København lukkede og slukkede 2024 med et soleklart 0-3-nederlag til Rapid Wien i Conference League.

FC København gik torsdag på juleferie med et 0-3-nederlag ude til Rapid Wien i Conference League, og det var en indsats, der vil nage holdets midtbanemotor Thomas Delaney i vinterpausen.

- Vi bør skamme os, siger Delaney til Disney+.

Selv om FCK var sikret videre avancement i turneringen inden torsdagens kamp, var der masser at spille for.

FCK kæmpede for at ende så højst som muligt i ligafasen. I stedet endte FCK som nummer 18 efter seks kampe.

Derfor er modstanderen i næste playoffrunde spanske Real Betis eller tyske Heidenheim.

Lodtrækningen til playoffkampene finder sted fredag eftermiddag.

Det er på papiret to svære modstandere for københavnerne, der tilmed slutter på udebane over de to opgør grundet en misset seedning.

- Det er selvforskyldt. Vi vidste godt, at tre point ville gøre det meget lettere for os. Alt i alt er det bare skuffende, siger Delaney.

- Det føltes som en lige kamp i første halvleg, men derfra var det ikke lige længere. Der var vi for dårlige.

Torsdagens klare nederlag var tilmed årets sidste kamp for FCK, der som det sidste danske hold kan holde julepause.

Julefreden har ikke ligefrem sænket sig hos slagne FCK efter nederlaget.

- Det er noget lort at gå på ferie med sådan et nederlag.

- Nu skal vi holde en lang vinterpause indtil næste kamp med sådan en følelse. Det er råddent, siger midtbanespilleren.

2000 tilrejsende FCK-fans skabte en flot kulisse i den østrigske hovedstad, og de mange tilhængere fik ikke som fortjent.

- Vi kom ud til en fantastisk kulisse med en skøn opbakning. Og så skal både fansene og os have sådan en dårlig oplevelse. Det havde jeg ønsket anderledes, siger Delaney.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT