Paul Pogbas bror er idømt et års fængsel for afpresning

19. DEC 2024 • 15:01SPORT

Mathias Pogba er idømt et års i fængsel og dertil to års betinget fængsel for at have afpresset Paul Pogba.

Torsdag faldt der i Paris dom i sagen om afpresning af fodboldstjernen Paul Pogba.

Midtbanespillerens bror Mathias Pogba er således idømt et års fængsel og dertil to års betinget fængsel, skriver nyhedsbureauet AFP.

Han får mulighed for at afsone straffen med en elektronisk fodlænke i stedet for bag tremmer, tilføjer AFP. Dommen indeholder også en bøde svarende til knap 150.000 kroner.

Også fem andre tiltalte i sagen har fået fængselsstraffe og bøder. Straffene varierer fra fire til otte års fængsel.

Sagen kom frem i 2022, da Mathias Pogba blev varetægtsfængslet for at afpresse Paul Pogba. Han erkendte at stå bag en video, der blev lagt på nettet 27. august samme år. I videoen blev der lovet "store afsløringer" om hans lillebror.

Paul Pogba meldte sagen til italienske myndigheder og sagde, at han var blevet afpresset for 13 millioner euro.

Kilder tæt på Pogba-familien sagde, at Paul Pogba blev afkrævet store pengesummer, hvis han ville undgå, at angiveligt kompromitterende videoer blev spredt.

Paul Pogba fortalte efterforskerne, at dem, der afpressede ham, påstod, at han havde bedt en såkaldt marabout, som er en muslimsk religiøs leder, om at kaste en forbandelse over den daværende landsholdskollega og nuværende Real Madrid-stjerne Kylian Mbappé.

Det afviste han at have gjort.

31-årige Paul Pogba er for tiden uden klub, efter at han blev enig med Juventus om at ophæve samarbejdet ved udgangen af november.

Bruddet har været undervejs i et stykke tid, efter at den franske midtbanespiller blev idømt en dopingkarantæne på fire år.

Den blev i oktober nedsat til 18 måneder, da Den Internationale Sportsdomstol (CAS) accepterede en forklaring om, at det "var et resultat af fejlagtigt indtagelse af et tilskud, som en læge havde udskrevet til ham i Florida".

Afgørelsen betyder, at han må spille fodbold igen fra marts næste år.

Paul Pogba var en del af det franske landshold, der blev verdensmester i 2018. I alt er det blevet til 91 optrædener for Pogba i den franske landsholdstrøje.

Ud over Juventus har midtbanespilleren også tørnet ud for engelske Manchester United af to omgange.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT