Gamblere står for halvdelen af hadefulde opslag om tennisspillere

20. DEC 2024 • 01:56SPORT

Halvdelen af dem, der skriver hadefuldt om tennisspillere på nettet, spiller om penge, viser undersøgelse.

Næsten halvdelen af årets chikanerende opslag på sociale medier rettet mod tennisspillere var oprettet af folk, der spiller om penge.

Det viser en undersøgelse af Det Internationale Tennisforbund (ITF), Kvindernes tennisorganisation, WTA, arrangøren bag Wimbledon, All England Club (AELTC), og Det Amerikanske Tennisforbund (USTA).

I undersøgelsen har kunstig intelligens sorteret 2,47 millioner opslag på flere platforme. 12.000 af disse var chikanerende, truende eller indeholdt hadefuldt sprog rettet mod tennisspillere.

Femten konti skal have udvist kriminel adfærd i opslagene og er blevet anmeldt til myndighederne.

- Det er afgørende for os alle at beskytte vores spillere og den bredere tennisfamilie mod onlinemisbrug, lyder det i en fælles udtalelse fra de fire tennisorganisationer.

- Derfor gik vi for et år siden sammen om at indføre et proaktivt overvågningsværktøj for vores atleter og personale.

Systemet kæmmede sociale medier for opslag, der omtalte tennisspillere og tennispersonale på en chikanerende eller truende måde. Af de 12.000 fundne opslag stod gamblere for 48 procent af dem.

Systemet hedder Threat Matrix og arbejder på 39 sprog. Det skaber en trusselsvurdering af den enkelte spiller eller ansattes personlige sikkerhed og advarer derefter de sociale medieplatforme om chikane eller trusler.

Det beskytter i øjeblikket næsten 8000 spillere mod hadefulde opslag, oplyser tennisorganisationerne.

Sexistiske og upassende kommentarer var de mest almindelige blandt opslagene.

Den tidligere verdensetter Victoria Azarenka, mener, at det nye system er vigtigt for at gøre opmærksom på chikanen.

- Ingen burde være nødt til at være i det had, som så mange af os har oplevet på disse platforme. Jeg er glad for, at vi nu har værktøjer, som kan filtrere indholdet og skabe et sundere miljø online, siger hun.

/ritzau/Reuters

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT