USA udviser det højeste antal immigranter i ti år
271.000 immigranter er i løbet af et år blevet udvist fra USA, viser opgørelse fra landets myndigheder.
De amerikanske immigrationsmyndigheder har det seneste år udvist omkring 271.000 immigranter til 192 lande.Det er det højeste antal udvisninger siden 2014, viser en opgørelse fra de amerikanske myndigheder.
Opgørelsen er foretaget fra 1. oktober 2023 til 30. september i år.
Antallet af udviste immigranter er dermed højere end under den nyvalgte præsident Donald Trumps seneste embedsperiode fra 2017 til 2021. Det viser tidligere opgørelser fra den amerikanske regering.
Størstedelen af de udviste immigranter havde krydset USA's sydlige grænse.
Da Demokraternes præsident, Joe Biden, tiltrådte embedet i begyndelsen af 2021, var det med løftet om, at han ville lempe dele af Trumps mere restriktive indvandringspolitik.
En øget tilstrømning af immigranter til USA fik dog i løbet af Bidens embedsperiode præsidenten til gradvist at stramme sin politik på området.
Da Donald Trump vandt det amerikanske præsidentvalg i november, lovede han at udvise et rekordstort antal af immigranter, der har ulovligt ophold i USA.
Ifølge hans kommende vicepræsident, J.D. Vance, vil planen kunne medføre, at en million personer hvert år bliver udvist fra USA.
Tom Homan, som er blevet udnævnt som Trumps grænsechef, har sagt, at udvisningerne blandt andet skal gælde kriminelle. Han har dog ikke specificeret, om det gælder særlige grupper eller nationaliteter.
Omkring hver tredje af de immigranter, der det seneste år blev udvist af USA, var enten dømt for kriminalitet eller involveret i en straffesag.
Den amerikanske regering og en tænketank vurderede i 2022, at omkring 11 millioner immigranter opholdt sig enten ulovligt eller på midlertidige papirer i USA.
Analytikere vurderer, at det tal i dag ligger på mellem 13 og 14 millioner.
/ritzau/Reuters