USA har dobbelt så mange soldater i Syrien som tidligere oplyst
Omkring 2000 amerikanske soldater er i øjeblikket udstationeret i Syrien, oplyser Pentagon torsdag.
USA har i øjeblikkeligt omkring 2000 soldater udstationeret i Syrien.Det oplyser det amerikanske forsvarsministerium, Pentagon, torsdag ifølge nyhedsbureauet Reuters.
Det er over dobbelt så mange, som de 900 soldater, som ministeriet tidligere har oplyst, at der opholder sig i landet.
Pat Ryder, der er talsperson for Pentagon, siger på et pressemøde torsdag, at han ikke er klar over, hvor længe antallet af amerikanske soldater i Syrien har været på 2000.
Han siger dog, at det formentligt har været sådan i flere måneder, og at også forholdt sig sådan, inden Bashar al-Assad blev væltet som præsident i Syrien.
- Jeg fik besked om antallet i dag. Som en, der tidligere har fortalt jer, at det drejer sig om 900 soldater, vil jeg gerne fortælle jer, hvad vi ved om det, siger Pat Ryder.
USA har i flere år offentligt sagt, at man havde udstationeret 900 soldater i Syrien, hvor de sammen med lokale styrker forsøger at forhindre en genopblussen af Islamisk Stat.
I 2014 indtog Islamisk Stat store dele af Irak og Syrien. Bevægelsens selvudnævnte kalifat faldt i 2019. I dag vurderes Islamisk Stat at kontrollere to små lommer i det centrale Syrien.
USA's nuværende præsident Joe Bidens regering har tidligere sagt, at de amerikanske soldater vil blive i Syrien. Det er dog muligt for den kommende præsident Donald Trump at trække soldaterne ud, når han tages i ed den 20. januar.
Under Trumps seneste embedsperiode fra 2017 til 2021 forsøgte han at fjerne de amerikanske soldater fra Syrien. Det blev dog mødt af modstand fra amerikanske embedsmænd, og mange af de amerikanske soldater blev i landet.
Det var i begyndelsen af december, at syriske oprørere væltede Assad-styret og opnåede kontrol med den syriske hovedstad, Damaskus. Siden har USA fortsat sine angreb mod militante fra Islamisk Stat.
Det er ikke første gang i de senere år, at Pentagon har måtte revidere antallet af udstationerede soldater.
I 2017 oplyste det amerikanske militær, at det havde 11.000 soldater i Afghanistan, hvilket var flere tusinde, end det tidligere havde oplyst.
/ritzau/Reuters