Wolverhampton erstatter fyrede O'Neil med portugiser
56-årige Vitor Pereira er ny cheftræner i Wolverhampton på en halvandet år lang aftale.
Premier League-klubben Wolverhampton prøver igen med en portugisisk cheftræner.56-årige Vitor Pereira er således ansat på en kontrakt, der løber halvandet år. Det skriver klubben torsdag på sin hjemmeside.
Han afløser 41-årige Gary O'Neil, som søndag blev fyret efter godt et års ansættelse og senest en resultatmæssig skidt stime.
Pereira er tiltrådt torsdag og får debut i udekampen mod Leicester i weekenden.
Han kommer til fra Al Shabab i Saudi-Arabien og bliver den tredje portugisiske chef i klubben i nyere tid efter Nuno Espírito Santo og Bruno Lage.
- Det er en udfordrende tid for klubben, og vi vil gerne takke Vitor for at have påtaget sig dette ansvar. Vi har fuld tillid til hans evner i forhold til at få os tilbage på sporet, siger Jeff Shi, formand i Wolverhampton.
Den nye mand med ansvaret på Molineux har været træner i mere end 20 år. Han vandt i 2012 og 2013 mesterskabet med hjemlandets FC Porto.
Siden blev han også mester med Olympiakos i Grækenland og Shanghai SIPG i Kina.
Derudover tæller trænerkarrieren også ophold hos tyrkiske Fenerbahce, tyske 1860 München samt ophold i Brasilien hos Flamengo og Corinthians.
Wolverhampton ligger ved Pereiras tiltrædelse nummer 19 af 20 hold i Premier League. Holdet har fem point op til den rigtige side af nedrykningsstregen.
/ritzau/