Svensk fodboldchef får fyreseddel efter sager om arbejdsmiljø

20. JAN 2025 • 12:22SPORT

Medarbejdere i Sveriges Fodboldforbund har kritiseret ledelsen og sagt, at der har været en tavshedskultur.

Efter stor kritik af arbejdsmiljøet i Sveriges Fodboldforbund (SvFF) er generalsekretær Andrea Möllerberg blevet afskediget.

Tilliden er opbrugt, lyder begrundelsen fra bestyrelsen.

Andrea Möllerberg blev i efteråret 2023 den første kvinde på posten. Under et år senere beskrev fodboldmagasinet Offside, at der blandt medarbejdere i forbundet var stor utilfredshed med arbejdsmiljøet og ledelsen.

Ifølge medarbejderne har der eksisteret en tavshedskultur. De har også fortalt, at der blev brugt herskerteknikker.

Kritikken var især rettet mod Andrea Möllerberg, formand Fredrik Reinfeldt og fodbolddirektør Kim Källström.

Offside skrev dengang, at en arbejdsmiljøundersøgelse havde vist, at historisk få medarbejdere i forbundet ville anbefale deres arbejdsgiver til andre.

Det får nu konsekvenser for Möllerberg.

- Det er en svær rolle, siger formand Fredrik Reinfeldt på et pressemøde mandag.

Han har selv har spillet en afgørende rolle i de forandringer, der sket i organisationen under Andrea Möllerbergs ledelse.

- Det siger sig selv, at jeg er selvkritisk og vurderer mine handlinger, siger formanden og tilføjer, at han er imod tankegangen om, at "alle, som får kritik, skal forlade deres job".

- Jeg tror ikke på den måde at se på ledelse på. Selvfølgelig skal der laves en dybere og bredere analyse, siger Fredrik Reinfeldt, der også er tidligere svensk statsminister.

Han genkender ikke det billede af organisationen, som kritikere har tegnet, understreger han.

Det bliver Tobias Tibell, den nuværende stabschef, som overtager Andrea Möllerbergs opgaver. Han træder til som konstitueret generalsekretær.

/ritzau/TT

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT