Wada undlader at sende Swiateks dopingsag videre til CAS

20. JAN 2025 • 11:08SPORT

Det Internationale Antidopingagentur vil ikke appellere Iga Swiateks dopingdom til sportsdomstolen CAS.

Den polske tennisstjerne Iga Swiatek slipper for et længere forløb i forbindelse med sin dopingsag fra 2024.

Således oplyser Det Internationale Antidopingagentur (Wada), at man efter grundig gennemgang ikke vil appellere den oprindelige dom på en måneds karantæne til Den Internationale Sportsdomstol (CAS).

Det skriver Wada på sin hjemmeside.

Antidopingagenturet har vurderet, at Swiateks indtag af det forbudte stof trimetazidin skyldes et forurenet medicinprodukt og finder ikke grundlag for at udfordre dommen hos CAS.

Swiatek accepterede i slutningen af sidste år en karantæne på en måned. Hun missede af den årsag tre turneringer og mistede sine præmiepenge fra Cincinnati Open, som blev spillet, umiddelbart efter at dopingtesten blev foretaget.

Polakken har beskrevet oplevelsen med at teste positiv som den "værste oplevelse i mit liv".

- Den eneste positive dopingprøve i min karriere, som viste en utrolig lav koncentration af et forbudt stof, som jeg aldrig har hørt om før, satte alt, hvad jeg har arbejdet så hårdt for i hele mit liv, på spil.

Swiatek lå sidste år nummer et på verdensranglisten, men er nu nede som nummer to.

Hun spillede sig mandag frem til kvartfinalen i Australian Open ved at knuse kvalifikationsspilleren Eva Lys med cifrene 6-0, 6-1.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT