Chiefs vinder og fortsætter jagten på historisk NFL-hattrick
Kansas City Chiefs besejrede Houston Texans i NFL-slutspillet og er nu ét skridt nærmere tredje titel i træk.
Kansas City Chiefs har stadig muligheden for at blive det første hold i NFL's historie, der vinder tre mesterskaber i træk.Det står klart, efter at de seneste to års mestre natten til søndag dansk tid besejrede Houston Texans i slutspillets anden runde.
Chiefs havde overtaget i stort set hele kampen og vandt 23-12.
Blandt profilerne i sejren var tight end Travis Kelce. Han greb syv bolde for 117 yards og scorede et enkelt touchdown.
Lørdagens kamp blev spillet på Arrowhead Stadium i Kansas City og var hjemmeholdets første i det igangværende slutspil.
Chiefs sad over i slutspillets første runde, fordi holdet endte som det bedste hold i grundspillet i AFC, der er den ene halvdel af NFL.
Texans vandt i slutspillets første runde over Los Angeles Chargers.
Chiefs har vundet de seneste to NFL-finaler, Super Bowl, og har dermed øjnene rettet mod et hattrick, som ingen andre tidligere har opnået.
Flere hold har gennem historien vundet to titler i træk, men det er altså aldrig lykkedes for et mandskab at gøre det tre gange i træk.
I amerikanske medier omtales sådan en bedrift typisk som en "three-peat" - et ordspil på tallet tre og ordet repeat - gentagelse på dansk.
Foruden tight end-profilen Travis Kelce har også quarterback Patrick Mahomes gennem flere år været en bærende kraft på det stærke Chiefs-hold.
Ingen af de to har spillet for andre hold end Chiefs. Kelce og Mahomes har været i klubben siden henholdsvis 2013 og 2017.
Travis Kelce er det seneste halvandet års tid også blevet et kendt navn uden for amerikansk fodbold. Det skyldes, at han privat danner par med sangeren Taylor Swift. Hun var også til stede på stadion under lørdagens sejr.
/ritzau/