Mestertræner i Sønderjyske er sygemeldt med stress-symptomer

20. JAN 2025 • 14:28SPORT

Anders Førster er formentligt ude resten af sæsonen med stress-symptomer. Casper Stockfisch tager over.

Sønderjyskes ishockeyherrer kommer formentligt til at klare sig uden cheftræner Anders Førster i resten af sæsonen.

Det skriver klubben mandag på sin hjemmeside.

Førster, som i sidste sæson førte sønderjyderne til DM-guld, er sygemeldt med stress-symptomer i "indtil videre og sandsynligvis" resten af indeværende sæson.

- Vi er kede af, at Førster nu er sygemeldt, og det tager vi som arbejdsgiver meget alvorligt. Vi vil selvfølgelig gøre alt for at støtte ham i en svær tid for både ham og hans familie.

- Det er også vigtigt at understrege, at det må tage den tid, det tager. Først og fremmest gælder det helbredet og familien. Førster er en ægte klubmand, der altid har lagt hjerte og sjæl her i klubben.

- Det var også fuldt fortjent, at han efter både pokaltitlen og det danske mesterskab blev kåret som årets træner, siger direktør Klaus Rasmussen til klubbens hjemmeside.

Assistenttræner Casper Stockfisch overtager styringen, og klubben arbejder på at finde en ny assistent, tilføjer Sønderjyske.

Anders Førster blev i oktober 2023 forfremmet fra assistent til midlertidig cheftræner efter et farvel til rutinerede Mario Simioni.

Og efter en fremragende start blev rollen vekslet fra vikar til permanent cheftræner med Stockfish som assistent. Sammen gjorde de Sønderjyske til pokalvinder samt dansk mester for første gang siden 2015.

Denne sæson startede blandet, mens holdet samtidigt fik klø i Champions League. Slingrekursen fortsatte senere på efteråret, og senest har holdet vundet beskedne to af sine seneste ti kampe.

I Metal Ligaen ligger sønderjyderne nummer otte af ni uden risiko for at blive indhentet af bundproppen Rødovre og nogenlunde beskedne fem point op til femtepladsen.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

20. JAN 2025 • 14:56SPORT
Olympisk slalommester misser VM
FÅ ABONNEMENT