Axelsen snupper finaleplads trods indonesiske udfordringer

18. JAN 2025 • 18:50SPORT

Viktor Axelsen møder i finalen Lee Cheuk Yiu, der for mindre end to uger siden slog danskeren i Malaysia.

Viktor Axelsen blev presset til yderste mod indonesiske Jonatan Christie, men danskeren er alligevel finaleklar ved India Open.

Med cifrene 17-21, 21-14, 21-15 blev Christie nedlagt, men den tredjeseedede indoneser overmatchede i flere perioder Axelsen.

Danskeren formåede flere gange at vende momentum til egen fordel.

Dermed er den dobbelte olympiske mester klar til søndagens finale i Super 750-turneringen - samme niveau som Denmark Open - hvor Lee Cheuk Yiu fra Hongkong venter.

Viktor Axelsen tabte 7. januar til netop Lee Cheuk Yiu i første runde af Super 1000-turneringen i Malaysia. Her tabte danskeren klart med cifrene 17-21, 13-21.

Både Axelsen og Christie søgte lørdag efter at spille en masse dueller tæt omkring nettet, og de dueller faldt ud til danskerens fordel.

Axelsen straffede prompte Christies fejl i det korte spil, og OL-guldvinderen tog føringen 11-6.

Viktor Axelsen blev dog presset af den eksplosive indoneser, og i flere dueller kunne Axelsen ikke følge med tempomæssigt. På den måde bed Christie sig fast og snuppede første sæt med 21-17.

Danskeren rystede på hovedet og skulle hanke op i sig selv for at vende semifinalen.

Det gjorde Axelsen ved skrue op for tempoet, og på scoretavlen kunne han hurtigt se en 10-3-føring i egen favør.

Igen fik en stort set fejlfri Christie hentet danskerens føring ind til 13-13. Det lignede kortvarigt, at Axelsen mistede grebet, men han fik for alvor lukket andet sæt og vandt 21-14.

Jonatan Christie begyndte at vise træthed, og han lavede en række fejl fra starten af tredje sæt.

Det udnyttede Axelsen til at trække fra indoneseren, og med 21-15 i sidste sæt var finalebilletten sikret.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT