Mette Frederiksen beder om forståelse for tavshed om Grønland

20. JAN 2025 • 14:36ERHVERV/POLITIK

Donald Trump indsættes mandag som USA's præsident, og han har luftet sin interesse for Grønland igen.

Statsminister Mette Frederiksen (S) beder befolkningen om forståelse for eventuel hemmelighedskræmmeri om Grønland, efter at Donald Trump har genbekræftet sin interesse for at have ejerskab af Grønland.

Det skriver Mette Frederiksen på Facebook på dagen, hvor Trump indsættes som USA's præsident.

- Der er mange hensyn, der skal balanceres. Derfor vil I nok også opleve, at regeringen hverken kan sige alt eller melde ud lige så hurtigt som andre. Når vi ikke udtaler os, er der altså en grund til det - og det håber jeg, I vil have forståelse for. Og så skal vi selvfølgelig nok udtale os, når situationen tillader det skriver hun blandt andet.

Statsministeren konstaterer i begyndelsen af sit opslag, at både danskere og grønlændere i de seneste uger har befundet sig "i en både uvant og heftig udenrigspolitisk situation".

Trump bliver mandag indsat som USA's præsident for anden gang. Tilbage i 2019, da han var præsident første gang, udtalte Trump, at USA gerne ville købe Grønland.

Dengang fik han en klar afvisning fra Mette Frederiksen. Hun kaldte det "absurd", og det fik Trump til at aflyse et ellers planlagt statsbesøg i Danmark.

Denne gang har regeringen, og altså også Mette Frederiksen, valgt en mere diplomatisk tilgang. Et ord som "absurd" er ikke blevet brugt, selv om Trump hverken har afvist brugen af militær magt eller indførslen af straftold for at få sin vilje.

I sidste uge kunne Mette Frederiksen meddele, at hun og Trump havde haft en telefonsamtale på 45 minutter som konsekvens af Trumps seneste udtalelser om Grønland. Frederiksen slog efter telefonsamtalen fast, at Trump ikke har bakket af.

Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M), som for under to uger siden udtalte, at han ikke kunne se, at Danmark befandt sig i en udenrigspolitisk krise, var mere alvorlig søndag.

- Hvis præsidenten gentager de synspunkter, de standpunkter, som vi har set på de sociale medier, så har vi den alvorligste udenrigspolitiske krise, vi har haft i Danmark i mange, mange generationer, sagde Løkke til TV 2.

Altså at situationen først bliver rigtig alvorlig, hvis Trump, når han er præsident igen, gentager sine synspunkter om Grønland. Kort fortalt har Trump interesse i Grønland på grund af landets placering i Arktis, og at det derfor handler om et et sikkerhedsspørgsmål for USA.

Statsministeren vil formentlig følge nøje med, hvad Trump siger i den kommende tid, efter at han er indsat som præsident.

- I aften tages Trump i ed som præsident. Uanset hvad han måtte sige i sin indtrædelsestale, så er det min forventning, at vi som europæere skal navigere i en ny virkelighed. Og at vi formentlig står over for et langvarigt forløb, skriver hun.

/ritzau/

MESTE LÆST ERHVERV-POLITIK (48 T)

SENESTE RITZAU

20. JAN 2025 • 14:56SPORT
Olympisk slalommester misser VM
FÅ ABONNEMENT