Tilskuer får alvorlige skader ved styrt i australsk cykelløb
Et styrt i høj hastighed betød, at en kvindelig tilskuer måtte på hospitalet i den australske by Adelaide.
En tilskuer kom alvorligt til skade, da gadeløbet Villawood Men's Classic lørdag blev kørt i den australske by Adelaide.Kvinden blev ramt, da flere af cykelrytterne mistede kontrollen i et sving, de ramte med høj hastighed. En af rytterne røg ud over barrieren og ind i tilskueren.
Det viser videoer på sociale medier.
- Som følge af kollisionen pådrog en kvindelig tilskuer sig alvorlige skader og blev fragtet til hospitalet, hvor hun modtager behandling.
- Vi er i kontakt med tilskuerens familie og har tilbudt vores støtte, lyder det ifølge AFP i en meddelelse fra arrangørerne.
Også premierminister i delstaten South Australia Peter Malinauskas begræder det, han kalder en "forfærdelig, uheldig ulykke".
- Desværre så vi i aftes en alvorlig ulykke i TDU (Tour Down Under, red.) hvor ryttere kolliderede med tilskuere.
- Vi må desværre meddele, at en kvinde har pådraget sig flere alvorlige skader, siger han ifølge australske medier.
Villawood Men's Classic er et australsk endagsløb og fungerer som en del af optakten til etapeløbet Tour Down Under, der er årets første World Tour-løb. Løbene er organiseret af samme arrangør.
Løbet blev vundet af australieren Sam Welsford (Bora), som efterfølgende kaldte svinget for "super hurtigt".
Episoden gjorde også stort indtryk på Vismas Matthew Brennan.
- Det var ret kaotisk, siger han ifølge AFP.
- Mange folk var ivrige, for det var første løb i sæsonen, og mit hold arbejdede hårdt for at holde mig ude af problemer.
/ritzau/