Smågrim sejr mod Frankrig var vigtig læring for Danmark

24. JAN 2026 • 09:02SPORT

Danmark leder efter topniveauet ved EM, men kampen mod Frankrig blev en vigtig læring for holdet.

Torsdagens vigtige EM-sejr over Frankrig i mellemrunden kom i land med hiv og sving, ikke det polerede håndboldspil, som det danske hold ellers har vist de seneste år.

Mathias Gidsel sagde efter kampen, at holdet fik "blod på knæene" på vej mod sejren. Selv om holdet gerne vil spille flot, så havde sejren over Frankrig langt mere betydning end bare de to point ifølge veteran Rasmus Lauge.

- Det med at have evnerne til også at kæmpe sig ud af lortet, det er næsten endnu vigtigere end altid kunne spille helt poleret håndbold, siger han og får opbakning af holdkammerat Niclas Kirkeløkke.

- Vi fik vist, at vi også kan vinde på andre måder end bare smuk håndbold, og det er vigtigt at tage med videre, siger han.

Nederlaget i gruppen til Portugal har sat Danmark under massivt pres i mellemrunden, hvis målet om en semifinale skal nås.

Derfor var presset på danskerne enormt inden kampen mod Frankrig, der havde gjort rent bord i det indledende gruppespil.

Med et nederlag ville EM-skæbnen være i andres hænder. Foruden at skulle vinde alle tre resterende kampe i mellemrunden skulle stort set alle andre resultater også flaske sig.

Presset var enormt inden mødet med Frankrig, hvilket gjorde den hårdt tilkæmpede og til tider uskønne sejr endnu mere imponerende for landstræneren.

- Jeg er virkelig glad for, at vi viste noget karakter. Alt kørte ikke snorlige (mod Frankrig, red.), men indstillingen var den rigtige, og folk tog arbejdshandskerne på, lyder det fra Nikolaj Jacobsen.

- Og så kan man klare mange ting, og det skal de dygtige hold også kunne. Man kan ikke altid vinde kampene på at spille smuk og poleret håndbold.

Det er Rasmus Lauge enig i. Og så finder han yderligere optimisme i måden, hvorpå sejren over Frankrig blev sikret.

- Det er jo megafedt at stå og have slået Frankrig med tre og så alligevel ikke være 100 procent tilfreds med hele kampens forløb. Vi har heldigvis stadig mange ting, vi kan forbedre, siger playmakeren.

Lørdag klokken 18 gælder det Spanien i mellemrunden.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT