Sveriges offensiv finder melodien og slår Slovenien
Sverige åbnede mellemrunden med at slå Slovenien 35-31 efter en god anden halvleg.
Sloveniens offensive forsvar voldte i første halvleg Sverige problemer, men efter sidebyttet fandt de svenske håndboldherrer løsningerne og vandt 35-31.Dermed topper svenskerne med fire point EM-mellemrundegruppen i Malmø, hvor der er tæt trafik om de øvrige placeringer.
Efter første spillerunde i mellemrunden har Slovenien, Island og Kroatien to point, mens Ungarn og Schweiz fredag delte i porten og begge har et point. Der resterer tre spillerunder.
Foran hjemmepublikummet i Malmø havde Sverige i første halvleg problemer mod de unge slovenere.
Svenskerne havde det svært mod et offensivt slovensk forsvar, og efter første halvleg var slovenerne i front 15-13.
Pausen blev brugt fornuftigt for svenskerne, der i den grad fandt svarene på det offensive forsvar.
Duelstærke Felix Claar fokuserede i stedet på at sætte sine holdkammerater op, og samtidig spillede svenskerne med langt mere fart.
Det virkede, og pludselig var Sverige foran 17-15.
Sveriges forsvar kom også bedre i gang, og det var med til at give flere svenske kontrascoringer.
Tempofyldte Lukas Sandell var god i det etablerede angrebsspil, og han førte an med syv scoringer.
Slovenerne holdt på, men var ikke i stand til at komme helt tilbage på omgangshøjde, og da Sandell med lidt over et minut tilbage øgede den svenske føring til tre mål, faldt afgørelsen.
/ritzau/
