Danmark skal holde hovedet koldt mod frustrerende spaniere

24. JAN 2026 • 06:50SPORT

Spanien spiller mange lange angreb og har mange greb i værktøjskassen taktisk, lyder det fra dansk EM-lejr.

En stor del af nøglen til succes for de danske håndboldherrer i lørdagens EM-opgør mod Spanien er tålmodighed i forsvaret.

For spanierne spiller et angrebsspil, som let kan frustrere modstanderne, lyder det fra Niclas Kirkeløkke, som dækker back i det danske forsvar.

- Vi må ikke lade os irritere af dem, for de kommer til at spille nogle lange angreb, få en masse frikast og så til sidst finde et eller andet mål, bedst som man føler, at man har helt styr på dem, siger han.

- Det skal vi på en eller anden måde acceptere, for så er vi også et bedre hold end dem. Men de har virkelig styr på de ting, de gør.

I den anden ende af banen skal playmaker Rasmus Lauge være med til at dirke det spanske forsvar op.

Det er en opgave, som kræver en grundig forberedelse. Med undtagelse af et klassisk 6-0-forsvar kan Danmark blive mødt af alt andet ifølge den erfarne spilstyrer.

- Det er et spændende hold at møde, for de kan smide alverdens forskellige forsvarsformationer og taktikker i hovedet på os, siger Lauge.

Og selv hvis man lykkes med at knække koden offensivt, så skal man være klar på at omstille sig lynhurtigt igen.

- De er meget dygtige til at regulere forsvaret i løbet af kampen og få skiftet rundt undervejs, så det skal vi have forberedt os godt på, lyder det fra Lauge.

Spanien kom som Danmark til mellemrunden uden point. Men hvor Danmark slog Frankrig i første mellemrundekamp, tabte Spanien en dramatisk duel mod Norge med et enkelt mål.

Spanien er eneste hold i mellemrundegruppen uden point. Danmark, Frankrig, Portugal og Norge har to point. Tyskland topper med fire point.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT