Dansk sprinter misser akkurat sejr på brandvarm etape i Australien
Tobias Lund Andresen måtte nøjes med en andenplads på forkortet 4. etape af australsk cykelløb.
Den danske cykelrytter Tobias Lund Andresen (Decathlon) var lørdag igen tæt på triumf i World Tour-løbet Tour Down Under.Sprinteren fra Taastrup måtte dog nøjes med andenpladsen, da 4. etape skulle afgøres i Willunga nær Adelaide i det sydlige Australien.
Andresen sad ellers pænt placeret blandt sine holdkammerater, der indledte sprinten, kort før etapen skulle afgøres. Danskeren kunne dog ikke følge med britiske Ethan Vernon, der kørte en flot finale.
Den 23-årige dansker kan dog glæde sig over, at han fortsat bevarer løbets blå pointtrøje.
Tobias Lund Andresen var tidligere iklædt løbets førertrøje efter sin triumf på åbningsetapen onsdag.
Fredag var han desuden tæt på endnu en sejr, da han kom i mål på en andenplads bag australske Sam Welsford.
Den australske sommervarme satte i høj grad præg på World Tour-løbets 4. etape, der inden start blev forkortet fra 176 kilometer til 131 kilometer, ligesom rytterne måtte stille til start en time tidligere end oprindelig planlagt.
Beslutningen skyldtes ekstrem brandfare og udsigt til temperaturer på op til 43 grader.
Forkortelsen af ruten betød blandt andet, at stigningen Willunga Hill, der normalt er et fast indslag ved Tour Down Under, blev droppet.
- Selv om udeladelsen af den berømte stigning Willunga Hill er en skuffende nyhed for cykelfans, er rytternes og tilskuernes sikkerhed altid den højeste prioritet for vores begivenhed, sagde løbsdirektør Stuart O'Grady til Cyclingnews forud for 4. etape.
Australieren Jay Vine fra UAE Emirates ligger øverst i klassementet før søndagens femte og sidste etape.
Vines holdkammerat Jhonatan Narváez, der vandt sidste års udgave af Tour Down Under, lå inden 4. etape på en samlet andenplads.
Den forsvarende vinder udgik på lørdagens etape efter et styrt i feltet. Flere andre ryttere måtte ligeledes forlade løbet.
/ritzau/
