Dansk mixeddouble slår VM-bronzevindere og når semifinale
Efter sejre fredag er fire danskere klar til semifinalerne i doublerækkerne i Indonesia Masters.
Mixeddoublen med Alexandra Bøje og Mathias Christiansen er klar til semifinalen i World Tour-turneringen Indonesia Masters.Fredag vandt den danske badmintonduo over kineserne Guo Xinwa og Chen Fanghui, der sidste år vandt VM-bronze.
Bøje og Christiansen vandt med cifrene 21-18, 21-14 i badmintonarenaen i Jakarta.
Det var anden uge i træk, at et indbyrdes møde faldt ud til dansk side, og Bøje og Christiansen har nu vundet alle tre indbyrdes opgør mod den ellers stærke kinesiske konstellation.
Også herredoublen med Daniel Lundgaard og Mads Vestergaard er klar til semifinalen.
Fredag eftermiddag vandt de med cifrene 15-21, 22-20, 21-14 over Choi Sol Gyu fra Sydkorea og Goh V Shem fra Malaysia.
Sejren kom ingenlunde i hus uden problemer.
Danskerne overlevede en matchbold i andet sæt, inden comebacket blev fuldendt i tredje sæt, hvor herredoublen var noget mere overbevisende.
I semifinalen af Super 500-turneringen skal Alexandra Bøje og Mathias Christiansen forvente at komme i modvind fra tribunerne.
Lørdag skal mixeddoublen nemlig møde et sjetteseedet par fra Indonesien om en finaleplads.
Der venter også svær modstand for Lundgaard og Vestergaard, der tørner sammen med et fjerdeseedet par fra Malaysia.
/ritzau/
