Fysiske kroater slider sig til sejr over Island

23. JAN 2026 • 17:23SPORT

I første halvleg spillede Kroatien godt, mens sejren efter pausen blev fightet hjem mod Island.

Efter et nederlag i gruppefinalen mod Sverige rejste Kroatiens håndboldherrer sig fredag i den første mellemrundekamp ved EM, da Island blev besejret 30-29.

Efter en god offensiv første halvleg var kroaternes spil noget mere hakkende efter pausen. Derfor var det musklerne og fighten, der sikrede sejren mod islændingene, der manglede skarphed i afslutningerne.

Med den kroatiske sejr har både Kroatien og Island to point efter den første mellemrundekamp. Det samme har Sverige og Slovenien, der mødes fredag aften i Malmø.

De fysisk stærke kroater dominerede første halvleg, og særligt offensivt flød spillet.

Det var Zvonimir Srna, der var Kroatiens omdrejningspunkt i angrebet, og takket være seks scoringer fra den højrehåndede bagspiller førte kroaterne 19-15 ved sidebyttet.

I anden halvleg fik islændingene styr på Srna, og derfor åd de ind på det kroatiske forspring.

Der blev spillet med musklerne i begge ender, og særligt Kroatien tog godt fra og mere til i forsvaret. Det gav mange straffekast til islændingene, men undervejs manglede skarpheden flere gange fra de syv meter.

Kroaterne holdt i en længere periode en føring på et eller to mål, og med tre minutter tilbage blev det fjerde brændte islandske straffekast i kampen afgørende.

Efter Omar Ingi Magnussons afbrænder øgede Kroatien i den anden ende til 30-27. Det kunne Island ikke svare tilbage på.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT