Fransk-kinesisk duo sender Tauson og makker ud af Australian Open

24. JAN 2026 • 02:34SPORT

Tauson og hendes russiske makker tvang double ud i tre sæt, men det endte med et nederlag i anden runde.

Tennisspilleren Clara Tauson og makkeren Anastasia Pavlyuchenkova er ude af doublerækken ved Australian Open.

Det står klart, efter at den dansk-russiske duo natten til lørdag tabte anden runde af grand slam-turneringen 1-6, 6-4, 2-6 til franske Kristina Mladenovic og kinesiske Hanyu Guo.

Det er første gang, at Tauson og Pavlyuchenkova stiller op sammen, og de to kæmpede særligt i første sæt med helt at finde hinanden.

Den dansk-russiske duo kom i tidlige problemer i første sæt. Modstanderduoen kunne således lægge ud med et servegennembrud, som det blev til hele tre af i første sæt.

Tauson og hendes russiske makker kom anderledes bedre fra start i andet sæt, hvor det blev til et tidligt servegennembrud. Det lykkedes ikke Mladenovic og Guo at bryde tilbage.

Dermed skulle kampen ud i et tredje sæt, og her kom den fransk-kinesiske duo bedst fra start. Tausons modstandere brød først til 3-1 og lukkede siden sættet til 6-2, uden at det på noget tidspunkt lykkedes den dansk-russiske duo at bryde tilbage.

Dermed er det helt slut for 23-årige Tauson ved dette års Australian Open.

Natten til fredag røg hun ud af singlerækken, efter et nederlag i tredje runde til canadiske Victoria Mboko.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT