Danske veteraner samles i stille protest foran USA-ambassade
Donald Trump siger, at Nato-soldater i Afghanistan holdt sig lidt tilbage fra frontlinjen. Det møder kritik.
Fem minutters larmende stilhed fra danske veteraner og soldater skal manifestere utilfredshed og fortvivlelse over udtalelser fra Donald Trump om Nato-soldater.Det sker lørdag 31. januar, hvor organisationen Danmarks Veteraner har inviteret til en "stille manifestationsmarch" fra Kastellet i København til den amerikanske ambassade.
Her vil de fremmødte afholde fem minutters stilhed. Det fortæller Carsten Rasmussen, der er landsformand i Danmarks Veteraner.
- Det er nødvendigt, fordi præsidentens ord omkring Danmarks og andre allieredes indsats ganske enkelt er løgn, uanstændig og en hån, siger han.
USA's præsident, Donald Trump, sagde torsdag i et interview med Fox News, at Nato-soldater i Afghanistan "holdt sig lidt tilbage, lidt væk fra frontlinjen".
Det har medført reaktioner fra flere sider - foruden Danmarks Veteraner, har blandt andre den britiske premierminister, Keir Starmer, også kaldt udtalelserne for fornærmende og forfærdende.
Carsten Rasmussen var selv udsendt til Afghanistan i 2007 og 2008 på luftbasen Kandahar.
- Da jeg havde været i Afghanistan i omkring 20 dage, der var der over 30 unge mennesker, der var blevet sendt hjem i kister smykket med britiske, hollandske, canadiske og danske flag - og naturligvis også amerikanske, siger han.
Efter de 20 dage stoppede Carsten Rasmussen med at tælle kisterne, fortæller han. Trumps udtalelser er særligt en hån over for pårørende, påpeger han.
- Det er først og fremmest en hån over for de familier, der i dag står tilbage, efter at de har mistet en af deres kære i Irak eller Afghanistan - i en af de krige, som USA førte, og som vi blev bedt om at hjælpe med.
For at flest muligt har mulighed for at deltage i manifestationen lørdag, vil der være gratis busopsamling i 24 byer spredt over hele landet.
- Det er vanskeligt at vide, hvilken effekt den (manifestationen, red.) kan have - om nogen - men vi håber i hvert fald, at vores budskab når gennem til et amerikansk publikum, siger Carsten Rasmussen.
- Nok næppe til Donald Trump, men så til amerikanske veteraner, vi har kæmpet side om side med, og måske også til amerikanske beslutningstagere.
Manifestationen går under navnet "No words", som oversættes til "Ingen ord", da veteranerne mener, at det bedst indkapsler den følelse, de sidder tilbage med.
Ifølge Forsvaret mistede 44 danske soldater livet under indsatsen i Afghanistan.
/ritzau/
