Sønderjyske Ishockey fyrer træner efter skuffende måneder
Casper Stockfisch er færdig i Sønderjyske, der er i gang med et skuffende grundspil. Lars Foder overtager.
Ishockeyspillerne i Sønderjyske får Lars Foder som ny cheftræner i resten af sæsonen.Den hidtidige cheftræner, Casper Stockfisch, er færdig i jobbet, oplyser Sønderjyske Ishockey ifølge jv.dk i en pressemeddelelse.
- Vi står midt i en vigtig del af sæsonen, og for os handler det om at samle al energi og opmærksomhed om holdet og de sportslige opgaver, der ligger foran os.
- Derfor har vi vurderet, at dette er den rigtige løsning for klubben nu, siger direktør Mogens Kastbjerg i pressemeddelelsen.
Det bliver i stedet den tidligere Sønderjyske-spiller Lars Foder, der overtager jobbet som cheftræner i den resterende del af sæsonen. Lars Foder får Erik Vikström som assistenttræner.
Tidligere på sæsonen var Lars Foder ungdomstræner i Vojens IK. Men han tager nu over efter Casper Stockfisch.
Der er ikke taget stilling til, om Lars Foder og Erik Vikström også skal være trænerteam i næste sæson, oplyser Kasper Degn, der er sportschef i Sønderjyske.
- Jeg er slet ikke i gang med næste sæsons opbygning endnu. Det er nu, det gælder, og vi tænker ikke længere end til i morgen, siger Kasper Degn til jv.dk.
Casper Stockfisch overtog cheftrænerposten for et år siden, da Anders Førster blev sygemeldt med symptomer på stress.
Sønderjyske har haft en skuffende første del af sæsonen, der har budt på flere nederlag end sejre og en aktuel placering som nummer seks i Metal Ligaen.
Der har været gennemtræk på trænerbænken i Vojens i de senere år. Trænerskiftet er således det tredje på mindre end to et halvt år.
I efteråret 2023 kom Anders Førster til i stedet for Mario Simioni. Førster blev selv afløst af Casper Stockfisch, som også er færdig i klubben.
Sønderjyske mangler at spille 13 kampe i grundspillet. Den næste er mod Esbjerg Energy fredag.
/ritzau/
