Seahawks stryger i NFL-finalen efter sejr over Rams

26. JAN 2026 • 04:31SPORT

Seattle Seahawks slog på hjemmebane Los Angeles Rams med 31-27 og blev med sejren klar til Super Bowl.

Seattle Seahawks sikrede sig natten til mandag en plads i Super Bowl, hvor modstanderen om to uger er New England Patriots.

På hjemmebane vandt Seahawks anført af quarterback Sam Darnold med 31-27 over Los Angeles Rams.

Darnold kastede 346 yards og sørgede med sine præcise afleveringer for tre touchdowns til Seahawks.

Værterne fik den bedste start på opgøret med et touchdown fra Kenneth Walker efter fem minutter. Føringen blev senere udbygget til 10-3, inden gæsterne for alvor begyndte at røre på sig.

Et touchdown fra Kyren Williams sendte Rams på 12-10, inden kickeren Harrison Mevis med et ekstrapoint øgede til 13-10.

Hjemmeholdet leverede et hurtigt modsvar, og 20 sekunder før pausen kunne tilskuerne på Lumen Field se Seahawks bringe sig i front med 17-13 efter et touchdown fra Jaxon Smith-Njigba.

Publikum fik mere at glæde sig over tre minutter efter pausen, hvor et nyt touchdown efterfulgt af et ekstrapoint sendte Seahawks på 24-13.

Gæsterne fra Los Angeles lod sig ikke kue, og spændingen var tilbage, da Davante Adams med et touchdown to minutter senere reducerede. Stillingen var derfor 24-20 godt fem minutter efter pausen.

Seahawks udbyggede lidt senere til 31-20, efter at receiveren Cooper Kupp modtog bolden fra Sam Darnold.

Selvom Los Angeles Rams reducerede til 27-31 i et hæsblæsende tredje quarter, så lykkedes det for Seahawks at forsvare sejren hjem. Fjerde quarter bød ikke på nogen scoringer.

Vinderen af NFL-titlen findes søndag den 8. februar lokal tid, når Seahawks og Patriots mødes i Santa Clara i Californien.

Patriots slog søndag Denver Broncos med 10-7 i den anden semifinale.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT