Island overrasker Sverige og vinder nordisk EM-strid
Det er tæt i toppen af Island og Sveriges gruppe, efter at islændingene nedlagde de svenske værter 35-27.
Island besejrede søndag værterne fra Sverige og blander sig i toppen af håndboldherrernes gruppe i mellemrunden ved EM.Sverige ramte ikke dagen foran hjemmepublikummet i Malmø, hvor der også var stort fremmøde af islandske fans.
Det var især i første halvleg, at Island dominerede. Selv om svenskerne bed fra sig i anden halvleg, kørte islændingene en klar 35-27-sejr hjem efter en stor præstation fra Viggó Kristjánsson.
Efter Islands sejr har både Island og Sverige fire point efter tre kampe. Det samme har Slovenien, som tidligere søndag vandt 35-32 over Ungarn.
Det tegner sig dermed til en tæt kamp om de to øverste pladser i gruppen, der giver billet til EM-semifinalerne.
Island kom flyvende fra start, mens svenskerne havde svært ved at finde melodien i en ellers underholdende første halvleg.
Viggó Kristjánsson var Islands store profil i første halvleg. Han scorede på alle sine syv skud og gik sammen med holdet til pause med en føring på 18-12.
Sverige kom bedre ud til anden halvleg og hentede hurtigt to scoringer. Langsomt, men sikkert, gnavede svenskerne den islandske føring ned.
Efter 41 minutters spil var føringen reduceret til blot én scoring, og Sverige var helt tilbage i opgøret.
Island holdt dog fokus, og Kristjánsson fortsatte sit høje niveau. Han blev kampens topscorer med 11 mål på 11 forsøg.
I kampens sidste fase scorede Ómar Ingi Magnússon et kraftfuldt mål til 31-25, og derfra blev det svært for Sverige at komme tilbage.
/ritzau/
