Hård læring har gjort Gidsel til holdbar stjerne
Den pludselige stjernestatus i 2021 slog Mathias Gidsel omkuld, men han har lært, hvordan han forbliver frisk.
Verden lå for Mathias Gidsels fødder, da han som 21-årig bragede ind på det danske landshold og vandt VM-guld med Danmark.VM-åbningskampen mod Bahrain var hans blot fjerde A-landskamp. Han scorede ti gange og startede en himmelflugt mod stjernerne.
- Jeg var så ung og pur, og det hele handlede kun om at have det sjovt på banen, fortæller han.
21-årige Gidsel var bare en glad, ung håndboldspiller, der intet anede om, hvad der ventede på den anden side med berømmelse og pres fra alle sider.
Han indrømmer gerne, at han blev kørt over mentalt. Til Euroman har han fortalt, hvordan han tit græd, når han var alene, fordi han ikke anede, hvordan han skulle håndtere det nye liv som stjernespiller og kendis.
- Jeg anede ikke, hvilke forventninger der fulgte med, hvordan jeg skulle håndtere pres og medier, og hvordan jeg egentlig beskyttede mig selv i den her verden, lyder det fra verdens bedste håndboldspiller.
Det stod hurtigt klart for ham, at det var en udfordring, han ikke kunne løse på egen hånd. Hvis han skulle blive i stand til at leve som håndboldstjerne og præstere på banen uge efter uge, skulle han have hjælp.
Det fik han gennem mange samtaler med både sin familie og en mentaltræner, han fik tilknyttet, så han fik værktøjerne til at håndtere alt det, som ikke bare handler om spillet på banen.
Det var en lang proces, men ifølge Gidsel er det årsagen til, at han efter at have rejst sig mentalt, har kunnet fortsætte sin enestående udvikling til at blive verdens bedste.
- Jeg synes, jeg har fået meget livserfaring på de her fem år, jeg trods alt kun har været i toppen af håndbolden, og lige siden dengang i 2021 har jeg taget mental sundhed og mental forberedelse meget seriøst, siger han.
- Jeg arbejder rigtig meget med mig selv bag kulisserne med at opbygge en stærk mental sundhed for at kunne klare det pres, der følger med.
Mentaltræning er en integreret del af hans liv, ligesom familien, de nære venner og kæresten Katrine spiller en stor rolle for, at Gidsel har lært at navigere i tilværelsen som en af Danmarks største sportsstjerner.
Uanset om det er på håndboldbanen eller turen ned i supermarkedet, er der forventninger til Gidsel. Enten skal han score ti mål, eller også skal han være imødekommende og smilende, mens han skriver autografer eller får taget billeder med fans under indkøb.
Derfor er det ikke en mulighed for højrebacken at tage chancer med den mentale balance.
- Katrine siger altid, at jeg skal huske på, at mennesker ikke er skabt til at kunne håndtere det pres. Det er noget, mennesker skal lære at håndtere. Og den læring har jeg været igennem de seneste fem år, siger Gidsel.
Faktisk er det så stort et fokus for Füchse Berlin-spilleren, at holdkammerater både i klubben og på landsholdet med et smil på læben godt kan lide at udstille ham som en "mental freak" indimellem.
Det lever den trefoldige verdensmester samt forsvarende olympiske mester dog med uden problemer. For han har lært på den hårde måde, hvor meget det mentale betyder for ham. Og det kommer også hans hold til gode, slår han fast.
- Jo gladere jeg er uden for banen, jo flere gange sidder bolden oppe i hjørnet på banen. Den erfaring har jeg gjort mig, siger han.
Den har også indbragt ham titlen som verdens bedste håndboldspiller de seneste to år. Og han er blandt de tre nominerede - sammen med landsholdskammerat Emil Nielsen - til titlen for 2025.
/ritzau/
