Pladsmangel smadrer dansk speedskaters OL-drøm
Philip Due Schmidt kommer på grund af en beslutning i Det Internationale Skøjteforbund ikke til OL.
Speedskateren Philip Due Schmidt troede, at han skulle bruge februar på at konkurrere til vinter-OL. Men det skal han ikke.I sidste uge så det ellers ud til, at han i allersidste forsøg havde klaret det sidste kvalifikationskrav, og på Instagram fejrede han, at OL-drømmen var gået i opfyldelse.
Dansk Skøjte Union havde sågar indstillet til Danmarks Idrætsforbund, som fungerer som den olympiske komité i Danmark, at Philip Due Schmidt skulle udtages.
Men på grund af en beslutning i Det Internationale Skøjteforbund (ISU) kommer den danske hurtigløber ikke på den olympiske is i Norditalien. Det oplyser Dansk Skøjte Union lørdag i en pressemeddelelse.
Helt konkret er problemet, at for mange speedskatere har klaret kravene.
Ifølge Dansk Skøjte Union må ISU sende 164 atleter til OL, og hvis antallet af kvalificerede atleter overstiger 164, "vil ISU bortskære kvotepladser fra de nationer, der har de sidst kvalificerede på de enkelte distancer", lyder det.
Og det går altså ud over Philip Due Schmidt.
- Jeg føler mig overvældet og anser det virkelig uetisk og usportsligt, at jeg bliver frataget mit OL efter at have opfyldt alle sportslige krav, siger Philip Due Schmidt i pressemeddelelsen.
Philip Due Schmidt skal konkurrere søndag og har derfor ikke yderligere kommentarer til situationen før mandag.
I Dansk Skøjte Union har man tænkt sig at granske fordelingen af kvotepladser og de udtagne atleter, når man får adgang til de relevante lister.
- Vi er meget kede af at miste en kvoteplads, og at en af vores atleter således kan blive frasorteret, til trods for at han har opfyldt alle krav for deltagelse ved OL.
- At ISU fratager atleter deres OL-plads, en uge før OL går i gang, er helt urimeligt, siger formand for Dansk Skøjte Union Camilla Lyngsø i pressemeddelelsen.
Philip Due Schmidt lå for tre år siden i koma i to dage efter et livstruende epileptisk anfald, men kæmpede sig tilbage på øverste niveau og troede, at han nu skulle til OL efter at have klaret de to krav.
Først og fremmest skulle han være blandt de 24 bedste på ranglisten i massestart. Det lykkedes på et hængende hår i december med en 24.-plads med et points forspring til nærmeste rival.
Dernæst skulle han køre under 6 minutter og 30 sekunder på 5000 meter. Og det lykkedes lige akkurat i sidste uge. Men han kommer altså ikke til OL alligevel.
Danmark vil dog være repræsenteret af Viktor Hald Thorup i speedskating ved legene i Norditalien.
/ritzau/
