Manchester United dukker Arsenal efter Dorgus drømmemål
Patrick Dorgu leverede et pragtmål, da Manchester United overraskede med 3-2 over Arsenal på udebane.
Den danske landsholdsspiller Patrick Dorgu strålede med et sandt pragtmål, da Manchester United søndag overraskende slog Arsenal 3-2 på udebane.Dorgu fik igen chancen som offensivspiller og kvitterede med et brag til 2-1 i starten af anden halvleg.
Det lignede længe det afgørende mål, men i slutfasen fik Arsenal udlignet, inden brasilianske Matheus Cunha blev matchvinder.
21-årige Dorgu udgik efter 81 minutter med, hvad der lignede, en skade.
Med nederlaget er Arsenals forspring til forfølgerne Manchester City og Aston Villa reduceret til fire point.
Manchester United er efter seks ligakampe i træk uden nederlag avanceret til fjerdepladsen, men har derfra et godt stykke op til fronttrioen.
Arsenal startede søndag klart bedst og tvang både defensiven og keeper Senne Lammens på arbejde, inden forløsningen kom efter en lille halv time.
Martin Ødegaard trykkede af, og hårdt presset af backen Jurriën Timber dirigerede stopperen Lisandro Martínez med hælen bolden i eget net.
Det var sjette gang i sæsonen, at Arsenal drog nytte af et selvmål, men det var også startskuddet til en nervøs periode for holdets ellers solide defensiv.
Gæsterne pressede højt, og efter 37 minutter gav det pote, da midtbanespilleren Martín Zubimendi fejlede stort efter at være blevet sat under pres af holdkammeraten William Saliba.
På bedste Jesper Olsen-manér lagde en stresset Zubimendi bolden ind i eget felt, hvor en helt fri Bryan Mbeumo takkede for gaven og udlignede til 1-1 efter at have afdriblet David Raya.
Manchester United gik tilfreds til pausen, og kort inde i anden halvleg kom kampens æstetiske højdepunkt.
Dorgu spillede bande med Bruno Fernandes, og et lille stykke uden for feltet midtfor hamrede danskeren med sit stærke venstreben uimodståeligt bolden op i nettet via overliggeren tæt på krydset.
Arsenal pressede naturligt nok på i den følgende fase, men først efter et hjørnespark efter 84 minutter kom udbyttet. Den spanske indskifter Mikel Merino skovlede akkurat bolden over stregen i en kaotisk situation.
Glæden varede et par minutter, inden ligeledes indskiftede Cunha fra cirka samme position som Dorgu følte kuglen hårdt ind bag Raya og sikrede Manchester United den første sejr over Arsenal siden efteråret 2022.
/ritzau/
